Pige møder dreng af Ali Smith
164
2008
87 7973 289 6
Girl Meets Boy - oversat af Pia Juul
1. udgave
Ali Smiths “Pige møder dreng” fra 2008 er mytisk på flere måder. Dels har den forholdsvis korte roman høstet læssevis af roser fra begejstrede anmeldere rundt omkring i verden. Dels er bogen del af et “verdensomspændende udgivelsesprojekt, hvor forlag i mere end 35 lande har fået nogle af verdens mest anerkendte forfattere til at genskrive en myte efter eget valg.”
Ali Smith fører Ovids fortælling “om Iphis – pigen der blev opdraget til dreng for at overleve, men forelskede sig i en anden kvinde” op til nutidens Inverness i Skotland; en by, der selv er kendt for et mytologisk søuhyre.
Hovedpersonerne er de to søstre Anthea og Imogen, ansat på det kynisk-kapitalistiske reklamebureau REN. De skal sælge vand på flaske, selv om alle ved, at vand fra hanen er billigere og meget bedre for miljøet.
Anthea gider ikke det fis og forelsker sig over hals og hoved i den skønne Robin, en kæk grafittimaler, der protesterer mod vandprojektet. Robin er måske lidt drenget i det, men under tøjet er hun 100% kvinde. Skandale, lesbisk kærlighed!!
Imogen prøver at gøre cheferne på REN tilpas, men får sværere og sværere ved at undertrykke sin samvittighed. Hun hader søsterens upassende affære, men forelsker sig alligevel i Paul, som de homofobiske bragehoveder på jobbet har udnævnt til bøsse.
På byens mure grafittier Anthea & Robin budskaber om, at
– 60 millioner piger bliver dræbt før fødslen, blot fordi de ikke er drenge
– I intet land i verden får kvinder lige løn for lige arbejde
– Kvinder har kun 2% af alle bestyrelsesposter i forretningsverdenen
– Kvinder har ingen ministerposter i 93 lande i verden
“Pige møder dreng” er et feministisk kampskrift forklædt som roman. Og man(d) skal da være fuldkommen forstokket og fanget i en tidslomme i 50’erne for ikke at sympatisere med det hele.
Bogen har bare ét stort problem. Eller to faktisk. Budskaberne bringer intet nyt til torvs, ej heller det om, at en drengepige og en pigepige kan forelske sig i hinanden. Selve formen med overdrevne personkarakteristikker og stribevis af sætninger skrevet i parenteser er samtidig så overgearet, at denne læser hurtigt blev led og ked af projektet.
”Pige møder dreng.” Og hvad så?
