0 kommentarer

Parfumen af Patrick Süskind

af d. 27. december 2011
Info
 
Sideantal

233

Udgivet

1988

ISBN

87-7560-942-8

Originaltitel

Das Parfum. Die Geschichte eines Mörders

 

Ækel, overraskende og fascinerende – en oplevelse ud over det sædvanlige.

”Parfumen” – handler ifølge opslaget om en morder – men den handler om så meget mere.
Jean Baptiste Grenouille overlever trods alle odds en usædvanlig fødsel: hans mor føder ham midt i Paris i 1700 tallet på en markedsplads midt imellem stinkende fiskeaffald og regner med at skaffe barnet af vejen ligesom hun har gjort med sine tidligere 4 babyer. Men Jean Baptiste stikker efter fødslen i et vræl – og hans mor bliver ført bort og henrettet for at efterlade sit barn til udsmidning.

Grenouille vokser op hos skiftende ammer og finder snart ud af at han har en ganske særlig evne. Hans lugtesans er særdeles veludviklet – han kan lugte om der er orm i kålen, hvilke blomster der sælges på markedet flere gader væk og han kan dechifrere alle lugte ned til deres mindste bestanddel.

En dag vejrer Jean Baptiste en ganske særlig og ukendt duft mellem alle dufte i Paris: ” En ufattelig duft, ubeskrivelig, ikke på nogen måde til at indordne, den burde faktisk slet ikke findes! Og alligevel var den der som den herligste selvfølge. Grenouille fugte den, hans hjerte bankede ængsteligt, eftersom han anede, at det ikke var ham, der fugte duften, men duften som havde taget ham til fange og nu tiltrak ham uimodståeligt.”

Det var duften af en jomfru i sin vorden – og Grenouille er ikke i tvivl om, at “uden at eje denne duft ville hans liv være meningsløst. Indtil den mindste enkelthed, indtil den sidste, fineste forgrening måtte han lære den at kende”.

Grenouille myrder den unge pige og beruser sig i hendes duft og besættes af ønsket om at indfange jomfruduften på en flakon. Vi bliver nu tilskuere til en bizar historie: fængslende, afskyelig og ond – og alligevel formår Süskind at få os til at fatte en form for sympati for Grenouille.

Bogen er skrevet i flere lag – man kan læse den og blive overrasket over duftenes verden, man kan læse den som en skæbneroman, man kan læse den som kampen mellem ondt og godt, og man kan læse den som en blasfemisk roman, og et bud på, hvad sker, når drifter ikke tøjles.

Det er ikke tit jeg læser en bog flere gange, men denne bog er en undtagelse og jeg er dybt fascineret af skrivestilen, emnet og skyggevirkningen mellem fascination og afsky.

Grenouilles endeligt er lige så grumt og afskyeligt som hans ankomst til verden.

Læs selv – god fornøjelse.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter