Ønskebørn og horeunger af Ida Nilsson

Der er milevidt fra at være en horeunge til at være et ønskebarn. Ikke kun i tid, men også i selvforståelse og andres opfattelse.

”Ønskebørn og horeunger” er Ida Nilssons debut som skønlitterær forfatter – og det er en skøn en af slagsen. Jeg blev hurtigt suget ind i det store familiegalleri, som vi følger fra den tid, hvor der var mange horeunger til i dag, hvor de fleste fødte børn er ønskebørn.

I tre generationer følger vi en familie, ikke på traditionel vis med kontinuære forløb, men med nedslag i tid og personer, ofte med mange år imellem, så vi selv må digte os til, hvordan det er gået, siden vi hørte om dem sidst. Det er raffineret gjort, og jeg var ret begejstret for den måde at fortælle historien på. Modsat mange andre bøger, hvor det at springe i tid kan føles forvirrende, så virker det her rigtig godt.

Ida Nilsson formår at fremstille sine personer levende og vedkommende, og man bliver hurtigt hensat til den tid, hvor handlingen foregår. Til familiehistorien er der mange forgreninger f.eks. til svenskernes emigration til USA og det liv, der ventede derovre og en fortælling om, hvor svært det var at være homoseksuel i 50’erne og hvordan mændene tacklede det.

Geografisk er læseren med på en rejse fra Småland over Danmark og videre til USA – også disse kontraster er med at til at bære handlingen godt frem.

Vi møder Gudrun i 1950, hvor hun lige har født en lille datter. Gudrun er ikke glad for datteren og hører stemmer, der siger, hun skal skaffe sig af med barnet. Gudrun kaster barnet ud over altanen – men barnet overlever og Gudrun bliver indlagt og får elektrochok for at helbrede depressionen.

Herefter skruer vi tiden tilbage til Småland i 1895 og får nu Gudruns familiehistorie kronologisk helt op til 2018, hvor der bindes en sløjfe på familiehistorien.

En rigtig fin debut, der kalder på mere fra forfatterens hånd.

Anmeldereksemplar

Lån bogen på biblioteket