Nr. 0 af Umberto Eco

En morgen vågner den midaldrende Colonna og opdager, at nogen har slukket for hans hovedvandhane. Pyt med vandet, men det må jo betyde, at nogen har været på uanmeldt besøg i hans lejlighed. Nogen, som måske vil ham til livs. På grund af noget, han har fået at vide.

Vi springer to måneder tilbage i tiden til den 6. maj 1992. Colonna hyres for en grov hoben penge til at forfatte en bog, der skal fortælle sandheden om avisen Domani (I morgen), der er skabt som et falsum. Det er Simei, Domanis chefredaktør, der ansætter Colonna uden om avisens pengemand, den hovedrige Kommandøren, som kun er ude på at fremstille nogle prøvenumre af den fiktive avis fyldt med saftige afsløringer, så han kan udøve afpresning mod nogle af Italiens magtfuldeste mænd og derigennem selv få adgang til de højere cirkler. Med bogen om dette bedrageri vil chefredaktør Simei enten selv afpresse Kommandøren eller udgive den for at rense sit eget eftermæle.

Historien om den falske avis er Ecos figenblad for en række digressioner om journalistisk uvederhæftighed, overfladiske læsere og forkastede udkast til artikler om fx skattesnyd, falske ridderordener, gammeldags horehuse og mere end 35 siders (!) konspirationsteori om Mussolinis endeligt. Muligvis var det nemlig kun en stedfortræder for Il Duce, man i henrettede i 1945; muligvis hænger det sammen med mordet på Aldo Moro, attentatet på paven, mafiaen, de korrupte politikere… Uhyre letbenet stof behandlet på en uhyre letbenet facon og garneret med dusinvis af vandede vittigheder. Ingen tvivl om, at forfatteren har hygget sig gevaldigt undervejs, men bogen savner fuldkommen substans og sammenhængskraft.

Umberto Eco er normalt en forfatter, der kræver større ånder end mig. I mine øjne er han prætentiøs, umorsom og svært tilgængelig; alt skal altid være så enormt højpandet. Mea culpa – hele verden ligger jo logrende på maven for mandens vid og talent. Det bedste ved “Nr. 0” er, at den både er kort og let. Så hvis du vil snuse til Ecos forfatterskab uden at pådrage dig et kraniebrud, er chancen her.

Colonna, hovedpersonen i “Nr. 0”, prøver selv at blive forfatter, men erkender sine begrænsninger: “… da jeg selv forsøgte at få noget ned på papiret, opdagede jeg at mine beskrivelser af personer og steder altid indeholdt litterære referencer. Jeg var ude af stand til at sige at nogen gik en tur i det gode vejr, men skrev i stedet at vedkommende vandrede under ‘under en himmel som på et af Canalettos billeder.'”

Undskyld, er det selvironi, hr. professor?

Lån bogen på Bibliotek,dk