Nogle dage elsker hun mig mest af Mette Jensen Hayles

I tre fulde uger har jeg boet i Mette Jensen Hayles’ nye murstensroman, og jeg skal indrømme, at det har været en af de mest betændte perioder i mit liv. I det klaustrofobiske rum var jeg spærret inde sammen med et menneske i total opløsning. Et menneske, der sugede al ilt ud af den beklumrede luft, og som bællede og vrælede sig næsten til døde for øjnene af mig. Sjældent har jeg glædet mig så meget til at komme ud i den friske luft som efter disse tre lange uger.

Historien om dødsdrikkeren Ernst er ikke for sarte sjæle. Blod, bræk, sæd og tårer flyder i stride strømme ned over alle de mange sider. “Nogle dage elsker hun mig mest” er så uhyggeligt realistisk, så kvalmende relevant, at man skal være robot for ikke at lade sig påvirke.

Ernst er tømrer, arkitekt, på vej mod de 40. Han har scoret skæppeskønne Ida, og sammen får de Curtis og Molly plus et kæmpestort, mølædt hus i Skævinge med blomstrende æbletræer og vidtstrakte græsplæner.

Men så er det, at mudderet vælter ind over Ernst. Den uigennemsigtige livsangst, som kan trække selv de stærkeste ned. Og Ernst er ikke stærk. Han giver sig til at drikke for at holde meningsløsheden og selvleden på afstand. Dag for dag drikker han sig længere væk fra de mennesker, der elsker ham. Da misbruget topper, er han oppe på halvanden flaske ren sprut om dagen.

Romanen starter, da Ernst indlægges på Hvidovre med akut lever- og nyresvigt. Han dør, genoplives, overflyttes til Riget, lægges i kunstig koma, og så giver lægerne sig til kompetent at rense hans organer i en kamp mod uret.

Hvert andet kapitel foregår på hospitalet, hvor den deliriske mand svæver mellem liv og død, mens Ida og mor Gitte trofast sidder ved hans side. Sideløbende følger vi patientjournalen, som nøgternt dokumenterer, at alkoholens følgeskader er langt, langt værre, end vi som lægfolk kunne ane.

Disse modbydelige journaler er – i grove træk – forfatteren Mette Jensen Hayles’ egne. Det er hende, der er Ernst! Hudløst, usentimentalt, uforfærdet viser hun os sin vej ned i helvede.

Hvert andet kapitel fortæller om årene op til sammenbruddet. Ida og Ernsts sprøjtende liderlige forhold. Deres aftalte, men ødelæggende utroskab. Deres to små børn, der gradvis opdager, at der er noget galt med far. Flaske efter flaske efter flaske, der bundes med rystende hænder. Indtil Ernst har undergået den ultimative forvandling fra energisk overskudsmenneske til savlende, krybende, løgnagtigt ringvrag.

Hayles er en unik stemme i dansk litteratur. Sammenbidt, konfronterende. Hun fortæller om navngivne skæbner, men også om et uempatisk samfund, som hverken evner eller har viljen til at hjælpe misbrugere og med kynisk beregning skubber dem tilbage til familiens uformående omsorg.

Lån bogen på biblioteket