Ned til hundene af Helle Helle

I “Ned til hundene” beviser Helle Helle endnu engang, at hun er den ubestridte mester i beskrivelsen af det almindelige liv. I den ene udgivelse efter den anden lirer hun historier med nærmest ingen eller stillestående handling af, og alligevel er det interessant og dragende læsning. Denne gang sætter hun imidlertid også læseren i gang med at undre sig, da der er påfaldende sammenhænge mellem fortæller og forfatter.

En kvinde med kuffert stiger af bussen et rimeligt gudsforladt sted i Nordsjælland og samles op af parret John og Putte. De tager hende uden videre med hjem og installerer hende i hjørnesofaen. Kvinden siger ikke meget, men det gør ikke noget, og det virker som om, hun udfylder en tom plads hos John og Putte. “Bente” som Putte kalder hende, går ind i de andres liv, hvor der ikke sker det store, men dog lige nok til, at hun får en rolle at udfylde. Små ting er afhængige af hendes indsats, og vi begynder at forstå, at det er mere liv, end hun har haft længe.

Fortælleren har flere ting til fælles med forfatteren selv. Hun er forfatter og får på et tidspunkt det skudsmål, at hun interesserer sig for “jeg-svage” mennesker, hvilket man vist godt kan sige om Helle Helle også uden at bevæge sig særlig langt ud i gætteri. Derfor kan man heller ikke lade være med at tænke på, om også forfatteren har haft skrivekriser, hvor hun har taget den første den bedste bus væk og er landet på andres sofaer. I sidste ende sidder man med en af hendes romaner i hånden, så har hun haft en skrivekrise, er den i hvert fald ovre nu.

Hvorfor skal du nu læse om almindelige liv, hvor der ikke rigtig sker det vilde? Måske for at prøve at afdække, hvordan det kan være, at disse liv efter endt læsning virker sært tiltrækkende.

Som altid med Helle Helle er der kun en negativ ting at sige: der er for få sider i hendes bøger, især hvis der altid skal gå to år mellem udgivelserne.

Lån bogen på biblioteket