403
2024
9788794558099
Menneske galskab
1. udgave
To lig er blevet forbyttet inde på Rigshospitalet. Afdelingslægen Susanne er meget nervøs for, om det kan få konsekvenser for hendes karriere og hun aftaler derfor med en kollega, at dennes datter, freelance journalist Maja Moberg, skal være den eneste som sygehusvæsenet udtaler sig til. Maja taler med broren til den kvinde, der skulle have ligget på bordet til dagens anatomikursus, hun taler med døds-Bo, der fragter de døde rundt i kældrene på Riget og med en pæn portion andre mennesker.
Sideløbende med undersøgelsen af hændelsen på Riget hjælper hun en ung kvinde, Cecilie, med at finde oplysninger om sin morfar. En morfar som ingen har talt om, men som tilsyneladende er deserteret fra Fremmedlegionen blot to måneder før hans ti år lange kontrakt udløb og han endelig kunne komme hjem til sin kone og de to børn. Det finder Cecilie og Maja meget forundrende og det lykkedes for dem at finde frem til den eneste overlevende fra den enhed, som morfar Olav tjente i. Olavs tidligere chefer og kollegaer fra andre enheder er alle rørende enige om, at Olav på ingen måde var prototypen på en desertør, tværtimod kendte de ham alle som værende et pligtopfyldende og gennem hæderligt menneske.
Fælles for de to hændelser er, at de involverer mennesker, som for alt i verden vil undgå, at sandheden kommer frem. Maja og Cecilie optrævler store forbrydelser motiveret af menneskelig forfængelighed og magtbegær.
Jeg har ikke læst de to øvrige bøger om Maja Moberg. Menneske galskab kan sagtens forstås uden at have læst disse. Det er ikke en af de bøger, jeg susede igennem og ikke kunne lægge fra mig. Plottet som sådan er der på ingen måde noget galt med, men det er som om, der er for mange spillere på banen.
Susanne, som går urimeligt meget op i sin uniform.
Cecilie, der har nogle udfordringer, og som nu endelig skal flytte hjemmefra.
Maja, der ikke er god til at holde pause og derfor roder sig ud i for mange opgaver.
Majas mor, der har meget vanskeligt ved at blande sig udenom.
Cecilies mormor, der slet ikke har lyst til at snakke om Olav.
Olav, der måske deserterede.
Noiret, en magtsyg franskmand som en kort overgang forpester Olavs arbejdsliv.
Jacob, som Maja er meget glad for.
En del gamle mænd, der bare har ventet på at Maja dukkede op, så de kunne få lov at fortælle deres historie.
Lars Facius, overlæge med en særinteresse for ernæringskannibalisme.
Ellen Facius, som meget gerne vil forblive evigt ung.
Det forholdsvis store persongalleri gør, at jeg desværre ikke lærer nogle af personerne ordentligt at kende. Alle virker de mest af alt som bipersoner, selv Maja som jo er den bærende karakter kommer jeg ikke tæt på. Jeg ved ikke, hvorfor hun tolererer sin emsige mor, hvorfor hun er så lang til om at kaste sig (behersket) i armene på Jacob eller hvorfor hun er bange for at sidde stille. Det ville jeg gerne have haft indblik i.