416
2006
87-7053-017-3, 978-87-7053-017-0
Madame Terror
Netop som man definitivt havde opgivet at høre mere fra den svenske efterretningstjenestes skarpeste kort, Carl Gustaf Gilbert Hamilton, så dukker han minsandten op igen.
I denne, den 11. roman i Jan Guillous politiske krimiserie, har palæstinensere, i samarbejde med Rusland udviklet en superubåd, med det formål at rette op på styrkeforholdet imellem Israel og Palæstina. Operationen bliver ledet af en højtstående kvindelig palæstinensisk efterretningsofficer, som kender vores helt, Hamilton, fra missioner i tidligere romaner. Derfor er det naturligt at søge hjælp fra Hamilton, da ubåden skal have en øverstkommanderende som alle ombord vil kunne respektere. Hamilton selv er dog nærmest bare en sammenbindende bifigur i en roman der vil fortælle meget om det globale samfund.
Romanen foregår i noget nær nutid, og tager afsæt i både 11. september, terrorbomberne i London og den, under mystiske omstændigheder, sunkne russiske ubåd Kursk. Det er med til at gøre historien ekstra vedkommende og også en hel del skræmmende, selvom der bestemt også er komiske indslag, især i den nærmest karikaturlignende fremstilling af Præsident Bush, Dick Cheney og Donald Rumsfeld, foretaget af bogens ene hovedkvinde Condoleezza Rice.
Det er meget tydeligt at det er en roman med en holdning, og Jan Guillou har aldrig lagt skjul på sin politiske overbevisning. Derfor kan det godt være at romanen er en smule mere velsmagende hvis man er enig, men uanset holdninger, så er det en meget vigtig roman om nogle af de væsentligste grunde til at der er terror i verden.