68
2013
978-87-92880-01-7
Anmelde denne bog…? Det skulle da lige være til forlagspolitiet.
Fra pressemeddelelsen: “Forlaget Nemo har den store ære at udgive en hidtil gemt og glemt collagebog af Hans Scherfig: Lukas bog. Bogen består af 60 siders farverige og stemningsfyldte billedcollager, hvor Scherfig viser vej ind i en fantasifuld verden fuld af leg, glæde og opdagelyst i børnenes øjenhøjde. Samtidig er bogen et unikt og hidtil ukendt kunstværk fra en af Danmarks største kulturpersonligheder.”
Fra forordet, angiveligt skrevet af Scherfigs barnebarn, punkrockmusikeren Lukas, som fik originalværket i julegave, da han var 4 år: “Nu, hvor den bliver trykt, skaber den forhåbentlig samme glæde hos mange nye børn, og for os andre, voksne børn, fremkalder den måske en inspiration og skaberlyst til dét frikvarter, som bliver mere og mere indskrænket.”
Fra efterordet skrevet af forlaget: “Lukas’ bog kan sammen med mange af Scherfigs andre billedkunst-værker ses som en hyldest til børnenes magiske verden, en verden som ofte angribes af samfundets skoler og de voksnes opdragelse, men som, når den får plads til at udfolde sig, kan vare hele livet.”
Mage til slesk ordgyderi!
Hans Scherfig lavede i 1978 en bog med udklippede billeder af juletableauer, dyr, mennesker, skibe, tog og andet gods til sit barnebarn på 4 år. Helt banale udklip sat skødesløst sammen til en slags kollager og uden skyggen af tvivl beregnet til et lille, fordringsløst barn. Scherfig har med garanti aldrig drømt om, at nogen kunne finde på at UDGIVE dette beskedne hyggeprojekt.
Muligvis har 4-årige Lukas derfor haft glæde af bogen dengang. Muligvis. I 1978 havde børn kun Danmarks Dampdrevne Radio at muntre sig med. TV2 blev først opfundet 13 år senere. Internet, bipbip-spil og andre interaktive media lå ligeledes langt ude i fremtiden. Børn i dag ville kaste bogen til side med en hånlatter, hvis de ved et uheld fik den i hænderne. Min 4-årige nevø sidder og ser voldelige dinosaurfilm på sin iPad (som han selv navigerer rundt på) – han ville ikke spilde så meget som et splitsekund på denne usammenhængende billedsamling.
Bemærk: Dette er ikke en anmeldelse af Scherfigs originalværk, der forhåbentlig har moret hans barnebarn præcis så meget, som han nu påstår. Det er derimod en protest mod denne mangfoldiggørelse, som ikke får større berettigelse af Forlaget Nemos ubehjælpsomt formulerede kritik af skolevæsen og opdragelse.