0 kommentarer

Grand final i gøglerbranchen af Kerstin Ekman

af d. 17. november 2013
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

412

Udgivet

2012

ISBN

978-87-02-12716-4

Originaltitel

Grand final i skojarbranschen

 

Lillemor Troj er en anerkendt forfatter, som har mange bøger bag sig, har modtaget priser og er offentlig afholdt. En dag præsenterer hendes forlægger hende for en selvbiografi, som hun angiveligt selv skulle have skrevet. Problemet er bare, at det har Lillemor ikke. Hun tager dog manuskriptet med hjem og begynder læsningen, som tager hende tilbage i tiden til en yngre udgave af sig selv. Således begynder ‘Grand final i gøglerbranchen’ og denne konstante vekslen mellem nutid og fortid fortsætter resten af romanen.

Rejsen tilbage til en yngre Lillemor, bringer os tilbage til en tid, hvor tøjet var anderledes, hvor kvinder førte sig frem på anden vis og blev kaldt fruentimmer. Den bringer også beskrivelser af Lillemors tidligere liv frem, der er så præcise, at hun (næsten) lige så godt kunne have skrevet dem selv. På denne måde indser vores hovedperson, at alle har ret til at fortælle deres version af et liv, også selvom det ikke er deres eget liv, og at vi dermed ikke har eneret på fortællingen om vores eget liv.

Personen, som har skrevet bogen om Lillemor, viser sig at være en meget central figur i Lillemors liv. Langsomt begynder der at dukke ting frem, som Lillemor ikke troede andre kendte til, og fortiden kommer hende så nær, at hun føler, hun svæver mellem to tider. Grebet begynder at strammes om Lillemor som fortællingen glider frem. Hvordan har den rigtige forfatter til selvbiografien fået del i Lillemors private liv? Og en endnu mere angstprovokerende tanke former sig; vil Lillemors store (forfatter)hemmelighed blive afsløret?

Bogen (I bogen) skriver sig ind i bølgen af autofiktion, og stiller spørgsmålet om, hvem den egentlige forfatter er. Hovedpersonen i denne roman oplever, at en læseoplevelse kan vække minder, og at dette har en særlig betydning, når det er éns egne minder, der bliver vækket i éns egen selvbiografi..som man ikke selv har skrevet.
Denne del af bogen minder læseren (altså ikke Lillemor, men mig og måske dig) om, at der er andre, der er med til at fortælle historien om vores liv – ‘ville vores liv tage sig anderledes ud, hvis en anden kunne skrive vores selvbiografi’? er et spørgsmål romanen efterlader den læser med.

Udover det spændende plot, er bogen også vældig velskrevet. Dog kan den ikke få mere end fire stjerner, da den alligevel aldrig rigtig formåede at fange mig, og da den af og til blev forudsigelig.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter