Kejserens nye klæder af H. C. Andersen, bidrag kunstner: Bodil Bang Heinemeier; redaktør: Camilla Schierbeck
44
2019
9788711901403
Serien ‘Mine første eventyr’ er en udmærket måde at introducere de mindste til nationaldigteren H. C. Andersen. Forlaget har gjort et godt stykke arbejde for at hjælpe barnet på vej. Æventyret er let forkortet, og sprogligt opdateret med målgruppen for øje. Ganske fornuftige valg tilsat rigelige sidestore illustrationer, der både fanger barn og oplæsers øje. Sproget er gennemarbejdet så højtlæsningen foregår bekvemt; man finder rytmen fra første linje.
Den unge kejser får besøg af to bedragere der kan spinde tøj så fint, at de der ikke kan se tøjet enten er dumme eller dårlige til deres arbejde. Derefter lader de som om de har spundet tøj til kejseren, og da ingen vil indrømme egen dumhed eller inkompetence, lykkes de med at snyde alle lige fra ministre til kejseren. Som bekendt er det et barn der til slut siger sandheden.
Budskabet er eviggyldigt: Hovmod og løgne står for fald. Før eller siden. De to bedragere når ikke at blive afsløret, men spørgsmålet er hvor meget deres ufortjente titler er værd? Deres berømmelse? En arketypisk fortælling, og præcis derfor finder den nemt barnets hjerte.