Kammerat Napoleon af George Orwell

For ganske nylig besluttede jeg, at George Orwell´s klassiker ”Kammerat Napoleon” havde stået ulæst på min bogreol længe nok, og jeg påbegyndte derfor læsningen af denne lille perle af en bog, som gjorde stort indtryk på mig.

Romanen er en satirisk fortælling om en gruppe dyr, der bor på den engelske gård Grevefarmen, der er ejet og styret af bonden Mr. Jones.

Dyrene er særdeles utilfredse med forholdene på gården, de synes de arbejder for meget, får for lidt at spise og mener ikke at de har indflydelse på deres egen tilværelse. Som en protest mod forholdende rotter dyrene sig sammen, der udbryder en revolution på gården der medfører, at Mr. Jones fordrives fra Grevefarmen.

Dyrene søger nu at danne et nyt samfund, gården kommer nu til at hedde ”Dyrenes Gård”, hvor der leves efter en filosofi, der døbes ”animalismen”; en filosofi, der bl.a. går ud på, at alle dyr er lige, at ingen dyr må gøre hinanden ondt og at mennesket er nederdrægtigt.

Det viser sig relativt hurtigt at den nye metode ikke fungerer for alle, og at fører-dyret, grisen Napoleon, indskrænker gårdens filosofi til parolen ”Alle dyr er lige. Men nogle dyr er mere lige end andre” – krydret med mottoet ”Napoleon har altid ret”.

Efter Mr. Jones er fordrevet bliver grisene på gården selvbestaltede ledere og især grisene Snowball og Napoleon får magt, der udnyttes til at få de øvrige dyr til at arbejde mange timer uden megen foder, og forholdene er snart som de var før, faktisk også endnu ringere end under Mr. Jones.

Napoleon spiller dyrene ud mod hinanden og er ikke blev for at foretage forskellige udrensninger (drab) på de dyr, der ikke makker ret, og p.g.a. af frygt og hjernevask gør de øvrige dyr ikke oprør mod Napoleon.

Bogen ender med, at Napoleon indgår en usympatisk alliance med gårdejere (mennesker) på nærliggende gårde, der stiller arbejderne på gårdene endnu ringere end før – til stor begejstring for både Napoleon og de øvrige gårdejere – og det er nu helt umuligt for dyrene at kende forskel på de mennesker der ejer de øvrige gårde og på de dyr, der styrer Dyrenes Gård.

Som man nok vil have gættet, så repræsenterer ”Kammerat Napoleon” Ruslands historie, og det er tydeligt at Napoleon er bygget på den paranoide Stalin og man vil genkende andre statsledere, bl.a. Hitler, i de øvrige figurer, og ”Kammerat Napoleon” er derfor en samfundskritisk roman.

”Kammerat Napoleon” er satirisk, samfundskritisk og en forbandet velskrevet roman, der vil gøre indtryk på enhver læser, der får bogen mellem hænderne.

Læseren vil tænke over om et opgør automatisk medfører et efterfølgende diktatur, men bogen er under alle omstændigheder en kritik af diktatorer og en bøn om at være varsom med at uddele al magt til for få personer.

Fem stjerner og en varm anbefaling af dette lille mesterværk, som stadig er relevant, spændende og en bog alle bør stifte bekendtskab med.

Lån bogen på Bibliotek.dk