Italiensvej af Anna Grue

Anna Grue skruer tiden tilbage til 1958, en helt anden tid, hvor de fleste kvinder var husmødre, der tog sig af den arbejdende mand, børn og husholdning.

Bogens to hovedpersoner er Vittoria og Conny – to vidt forskellige unge kvinder, som mødes på et snusket hotel i København.

Vittoria er kørt hele vejen fra Italien i sin lille Fiat – med i bilen har hun sin spæde dreng Massimo og nogle få ejendele, hvor den vigtigste er figuren Den Hellige Jomfru. Hun er taget til København, fordi hendes mor var dansk, og hun taler et rimelig godt dansk. Vittoria har brændt sine broer, er på flugt, ser sig hele tiden over skulderen efter italienske biler. Hun er meget hemmelighedsfuld om, hvad det er hun er flygtet fra – selv om Conny prøver at få noget at vide, lykkes det ikke.

Conny arbejder i en natklub, har af og til herrebesøg på værelset og synes livet helst skal være en fest. Hun ryger, drikker og fester, mens Vittoria er den stille, fornuftige kvinde, som passer sin dreng og ikke skejer ud. Conny viser sig at rumme langt mere end man umiddelbart får indtryk af, hun virker overfladisk og flagrende, men er en god ven, når det gælder.

Vittoria kan ikke blive boende på hotellet, hun må finde et job, hvor hun samtidig kan passe Massimo. Hun får job som husbestyrerinde hos lægen og enkemanden Ejner Møller og hans to børn, Helle og Jan. Hun falder snart til i huset, nyder at lave mad, ordne have og ikke mindst samværet med børnene. Hun trives og yder langt mere end man kan forlange.

Nu tænker du nok, ligesom jeg, at du godt kan regne ud, hvordan det går – og du har ret, bogen er lidt forudsigelig – men vejen dertil er en skøn læseoplevelse. Man er virkelig tilbage i 1958, Anna Grue formår at skildre den tid vældig autentisk.

Vittorias hemmelighed kommer frem i lyset til sidst, og som hun havde ventet, får det nogle konsekvenser. Mere røber jeg ikke.

Jeg nød bogen og fløj gennem siderne.

Lån bogen på biblioteket