Ilden af Katrine Marie Guldager

Akkurat som da fortællingen startede i bind 1, ”Ulven”, begynder også sidste bind som et eventyr. Vi er tilbage i huset på Marievej, som Peter og Lilly flyttede ind i for en menneskealder siden – nu bor Leonora og Klaus i huset med deres 2 døtre, og den yngste, Karen Margrethe, starter Køgekrønikens sidste afsnit, alene i køkkenet på Marievej en tidlig morgen, hvor de gamle glas i vitrineskabet fører samtaler om hvem der finest – næsten som i et eventyr af H.C. Andersen. Karen Margrethe kender til glassenes følelser, ulykkelige og sårede som de er – jo, man fornemmer fra starten, at Karen Margrethe er et ganske særligt barn.

Det er Leonora, der er den primære hovedperson i denne bog, hvor vi er nået til 80’erne. Man kan sige, at bogens tema er opdragelse af børn – eller mangel på samme.

Leonora prøver af al magt at opdrage sine børn ens, at give dem lige meget (f.eks. er der stopur på, når de taler i telefon med deres far, så de får lige lang tid) – men det rokker ikke ved, at de er to meget forskellige personer, Maria er den mest robuste, lillesøsteren er utrolig sensitiv over for andres følelser og stemninger, ikke mindst Leonoras.

Den frie 70’er-opdragelse får et par hug (med et glimt i øjet):

”Mange år senere skal de undre sig, når børnene af den ny tid har svært ved at komme op om morgenen, overholde en aftale og i øvrigt er så dygtige til at tage temperaturen på sig selv, at det eneste de kan blive i denne verden, er kunstnere. Trommeslageren i dette børnerockband, der netop er ved at give deres første koncert, skal faktisk, så snart han får kørekort, føle regulært ubehag ved at holde for rødt lys. For hvad fanden er det? Rødt lys? Grænser?”

Leonora gennemgår en hård periode, hvor hun forsøger at bryde med Lilly og Henry (uden at det rigtig lykkes) – for Leonora har meget svært ved at tilgive. Hadet og de mange blandede følelser, hun kæmper med, påvirker hendes kunstneriske arbejde – og Ulven springer ud af et af hendes malerier og angriber hende.

”Leonora vil gerne videre. Hun kan ikke længere bruge fortiden til noget, hun kan ikke længere bruge hverken Lilly eller Henry eller sit had til dem, alle de gamle krænkelser. Det er alt sammen fjerne pejlemærker, ligegyldig historie.”

Krøniken slutter i 1988 – men forfatteren kan ikke lade være med at give os nogle kig ind i fremtiden, og fortælle lidt om, hvordan det går krønikens børn og voksne fremover. Ulven forsvinder, og bliver således ikke en del af børnenes liv.

Det var interessant at følge krøniken til dørs, med dens mange betragtninger om forholdet mellem søskende samt børn og forældre. Samtidig med, at vi har fulgt en længere periode i Danmarks (eller Køges) historie, med den musik, tøjstil osv. der beskriver tiden. Jeg har læst samtlige bind, og vil absolut anbefale nye læsere at gøre ligeså – start med ”Ulven” og læs bøgerne i rigtig rækkefølge. Tilmed er der nu den fordel, at serien er komplet, så man ikke behøver at vente på næste bog.

Lån bogen på biblioteket