I klovnenes kløer af Henrik Einspor

Jakob har fået et sommerjob i det lokale tivoli, som holder til på molen i en engelsk badeby. Her passer han Fiskedammen, hvor de mindre børn kan fiske efter bamser og andre præmier. Det er ikke nær så sejt, som at passe spøgelsestoget, men nu nærmer sæsonen sig alligevel snart sin afslutning.

Blandt tivoliets faste gæster er gadedrengen Milo. Han kommer hver eneste dag til Fiskedammen, hvor han bruger alle sine penge på at vinde hovedgevinsten – en klovnedukke fra øverste hylde. Jakob har næsten ondt af Milo, for det er stort set umuligt at samle point nok til hovedgevinsten. Men en dag lykkes det, og Milo kan tage klovnedukken med sig.

Snart efter dukker Bella op i Jakobs bod. Hun passer Spøgelsestoget, og et barn er blevet væk under den sidste tur. Den forsvundne viser sig at være Milo, og i deres søgen efter ham finder de en hemmelig dør inde midt i Spøgelseshuset. En dør, der viser sig at føre til en parallelverden befolket af klovne, men ikke de søde, sjove klovne vi kender i vores verden…

I klovnenes kløer er godt nok rettet mod ungdomspublikummet, men jeg følte mig nu gevaldigt underholdt under læsningen trods min voksne alder. Selvom sproget er enkelt og letlæselig, skriver Henrik Einspor ikke ned til sine læsere, ligesom han heller ikke holder sig tilbage for at lade det gøre ondt på sine hovedpersoner. Der var flere overraskende scener undervejs, hvor jeg tog mig i at tænke: “skrev han virkelig det?” Men det er fedt, at også en ungdomsgyser kan overraske både på handlingen og på gyset.

Jeg ved ikke, om ungdomslæserne er så bekendte med Englands mole-tivolier, men jeg så scenariet lyslevende for mig, hvilket var med til at skabe den perfekte kulisse for historien.

I det hele taget er der ikke meget negativt at sige om I klovnenes kløer. Idéen med et parallelsamfund befolket af onde klovne er godt fundet på. Særligt i kølvandet på de mange killer clowns der fyldte medierne i slutningen af 2016. Som voksen læser kunne jeg godt have tænkt mig at få lidt mere at vide om klovnenes liv efter solnedgang, for der antydes undervejs til, at det er her ondskaben for alvor vågner. Jeg tænker dog, at det er et bevidst valg af forfatteren ikke at bevæge sig herind med andet end antydninger. Og det kan såmænd også være ret så skræmmende.

Endelig bliver jeg simpelthen også nødt til at fremhæve den ualmindelig flotte forside af Mette Breth, som virkelig legemeliggør udtrykket dræber-klovn. Alene for den stemningsfulde forside bør man læse bogen. Men heldigvis følger indholdet helt med…

Lån bogen på Bibliotek.dk