Hundstein af Pablo Henrik Llambias
389
2013
978-87-02-14083-5
“.vi kigger på det bjerg, vi ikke fik be-
steget i sommer. Det hedder Hundstein,
og jeg har lovet at skrive om det.”
Her nævnes for første og eneste gang i teksten dét bjerg, som Pablo Llambías bog er opkaldt efter. Hundstein. Forsidefotoet referer til det med sine snedækkede bjergtinder. Måske gør fortællerens kredsen om den umulige kærlighed det samme: Det bjerg, vi ikke fik besteget.
“Hundstein” er en samling digte i sonetform, i alt 385 sonetter. Hvor den traditionelle sonet er lyrisk og har et rimskema, er der her tale om prosaagtige digte – en slags dagbog i sonetform. Hver side indeholder sonettens 14 linjer: To strofer af fire linjer og én strofe af seks linjer. Det er en form, som Pablo Llambías også brugte i sin tidligere udgivelse “Monte Lema”, der indholdsmæssigt kredsede om samme temaer: kunst, angst og kærlighed. Teksten er fuld af metaovervejelser om form og indhold.
Fortælleren er rektor på forfatterskolen ligesom den virkelige Pablo Llambias. Vi møder et jeg, som er enlig far, lider af angst og kæmper med kærligheden. Et jeg, som skriver sonetter. Hvor grænsen mellem den virkelige Llambias og bogens fortæller går, kan jeg ikke afgøre. I slutningen bliver det klart, at vi har fulgt processen med at frembringe og udgive sonetterne til “Monte Lema”. Undervejs træder fornemmelsen af at læse Pablo Llambias private dagbog tydeligt frem – en til tider grænseoverskridende, men også bevidsthedsudvidende oplevelse.
Vi møder et reflekterende jeg i konstante overvejelser om kunsten, sindssygdommen, arbejdet og relationerne. Et selvbeskuende, selvoptaget og lidende jeg, som er i tvivl om det meste: Skal mine sonetter udgives? Udleverer jeg mig selv for meget? Skal jeg tage medicin? Hvilken behandlingsform virker? Vi hører om forviklingerne i kærlighedsforholdet: Kampen for at afslutte forholdet til T. Tanker og længsler efter T og diverse eks-kærester.
Måske er jeg’ets anstrengelser et forsøg på symbolsk at bestige Hundstein: at magte livet med psykisk sygdom. Eller et forsøg på at undvige bjerget – forstået som kærligheden – der fremkalder angst.
Undervejs forholder jeg’et sig til et hav af kulturpersonligheder. Han nævner den norske forfatter Karl Ove Knausgård som sit forbillede: “Jeg vil gerne berøre folk, sådan som Knausgård berører folk. Jeg vil gerne give dem en følelsesmæssig oplevelse”
Denne hensigt lykkes. Teksten er medrivende og intens, og som læser bliver jeg berørt. Ikke altid på behagelig vis, men med fornemmelsen af at have fået indblik i noget ægte menneskeligt. Hundstein kan anbefales for dette.
