0 kommentarer

Hulemennesket af Peter Løhr

af d. 19. marts 2021
Info
 
Sideantal

321

Udgivet

2021

ISBN

978 87 02 27806 4

Udgave

1. udgave

 

Det er en fascinerende personkreds, kunsthistorikeren Peter Løhr tager under behandling i sin romandebut ”Hulemennesket”. I midten af 1800-tallet flokkedes eliten af danske kunstnere i Rom og mødte hinanden på kryds og tværs. Er man blot en anelse kunstinteresseret, vil mange af navnene vække genklang.

Den smukke maler Johan Thomas Lundbye, som Ny Carlsbergfondet ligefrem kalder en rockstjerne for sin tid, er romanens hovedperson. Han nåede at blive et stort navn, inden han gik hen og døde som blot 30-årig i 1848.

Og hvordan er det nu lige med Lundbyes død? Herom hersker megen mystik, som Løhr med vældig appetit kaster sig ud i. Thi omkom den unge malerstjerne som følge af et “guddommeligt vådeskud” i det første år af Treårskrigen mod de tysksindede slesvigere? Var det monstro selvmord? Eller ligefrem mord?

Hovedvægten af bogens handling er imidlertid henlagt til Rom i 1845. Her flytter Lundbye i starten ind hos kunstnervennerne Jens Adolf Jerichau og Thorald Læssøe. Men ak, de geråder ud i ophidsede skænderier, hvorunder mange grumme sandheder bliver udvekslet.

Ifølge omslaget er bogen “baseret på maleren J. Th. Lundbyes utallige breve, dagbøger og værker”. Så den intetanende læser må formode, at der er megen sandhedsværdi i den i øvrigt velskrevne tekst.

Men man kan jo udvælge sine sandheder på flere måder. Ærgerligt nok virker det, som om Peter Løhr i sit hjerte er ramt af en ond glassplint og kun formår at skrive syrlige ubehageligheder om alt og alle.

Samtlige medvirkende fremstilles som latterlige, flæbende skabninger. Lundbye er sygeligt genert og maniodepressiv (deraf titlen Hulemennesket), Jerichau en ondskabsfuld, selvglad spradebasse, Læssøe en fnisende, skadefro medløber, Marstrand en mavesur satan, Bissen en sludrevorn fusentast.

Værst går det ud over Elisa, “Thorvaldsens tykke datter, rund som Colosseum, bred som Peterskirken”, der angler efter kunstnernes gunst og gør sig selv til grin ved at forsøge at bestikke dem til at besøge sig.

Som en finkulturens sladderjournalist vælter Løhr sig i rygter og smuds, og bogen antager hurtigt form af en Billedbladslignende name dropping, hvor det gælder om at opremse så mange kendisser som muligt.

Foruden de allerede omtalte kan vi i flæng nævne Søren (Kierkegaard), H.C. (Andersen), pastor Grundtvig, Kaalund, Goethe, Dickens. De fleste af disse navne er blot glimmerværk uden betydning for historien.

Hovedparten af bogen består af lange, teatralske jeremiader, affattet som en art teatermonologer, hvor det handler om at bringe publikum ajour med nogle begivenheder snarere end at fungere som dialog. Peter Løhr forsøger her at trænge ind i kunstnernes tanker, ind i selve kunstens væsen. Et ambitiøst projekt, der desværre ikke lykkes helt.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter