0 kommentarer

Hetærebreve af Harald Voetmann

af d. 6. september 2022
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

88

Udgivet

2022

ISBN

9788702366044

 

”Horelæbet”, ”klatklud”, ”letpåklædte lokkeunge”, ”udhoret”, ”kiphjertet klaprekæbe mø”, ”udløsningsorienterede madammer til dumpingpriser” m. fl.

Prostitution har næppe nogensinde været et ærefuldt erhverv. Men kunstnere har gennem tiderne været i stand at portrættere sexarbejdere med en slags værdighed. Det kvindesyn, der siver ud af Harald Voetmanns ”Hetærebreve” – hører det overhovedet hjemme i vores tid? Hvad ville der ske ved et ”mee-too-tjek”, som forlag verden rundt screener for, på linje med andet krænkende indhold?

For denne læser lyser der en dyb foragt ud af tiltalerne, og selv om foragten er garneret med lystighed, så virker den ret nedværdigende.

En screening for krænkelser ville også kunne starte en ”mee-too-bevægelse” for diskrimination mod alderdommen – her især mænd, oldinge. Harald Voetmann giver sit eget køn en ordentlig omgang:

”udbrunstet, oldfatter, ornegal, lovfromt klosterlem, olding, senil galanteri, liderbuks, ornefar, oldfatterlyst”, ”klaphat” m.fl.

Vil digteren give sit eget køn en overhaling for at købe sex og udnytte unge kvinder? Da det er begge køn, der omtales med den drivende foragt, forstår jeg ikke budskabet i den ”udspyning”, som ”Hetærebreve er.

Selve ideen med at digte ud fra indtrykket af en ”Hetæresko” (sen terrakottafigur fra 2. årh., set på Louvre) er til gengæld spændende. Under sålen er det græske ord ”AKOLOUTHI” naglet ind. Det betyder ”Følg mig”, – og fodaftrykket er udgangspunktet for den rytme, som gennemløber digtsamlingen, en slags forfølgelse af hetæren eller måske en efterstræbelse af anden udfrielse. Der er nogle digte, hvor poetiske billeder udfolder en kun anet verden af længsel. Den ensomme, den længselsfulde og den liderlige i sporet på hetæren – en jagt for at komme ud af den spændetrøje, som f.eks. ensomheden udgør. Der er en god rytme – om man rejser gennem enge og skove, i Babylon i datid – eller kører i en toyota gennem en frostnat mod Ikast i nutiden. Hele tiden en bevægelse frem mod en forventet udfrielse, som dog virker uforløst. Af og til er fortællersynsvinklen lidt uklar – er det hetæren, der altid taler – eller er det antikkens greb med “koret”, der står og taler historien frem?

Der er henvisning til Rilkes ”Hetæregrave” (s. 31): ”Flodsenge var I ”. Er det sexarbejdere set som en kanal for verdens udvikling? Nødvendige ”kar” for at rumme og afbalancere andres energi…? Den slags opofrelse har Jesus også leveret, og han har også sagt ”Følg mig”…! Måske for fri fortolkning…

En del af digtene er akrostiske, dvs. at verslinjernes begyndelsesbogstaver hele tiden danner ordet ”Akolouthi”. Trods det bringer det egentlige indhold i flere af digtene mig ingen nye steder hen. Måske til en spirende interesse for antikken, hvor hetæren faktisk er veluddannet og har mere frihed og flere rettigheder end en gift kvinde (Wikipedia).

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter