64
2019
978-87-11-91051-1
1. udgave, 1. oplag
”Havbrevene” er en bog, som jeg blev anbefalet at læse af en medarbejder hos en af hovedstadens største boghandlere, da jeg for nyligt var inde for at finde inspiration til nyt læsestof. Bogen var helt fantastisk, hvis man spurgte hende.
”Havbrevene” er en kort roman formet som en korrespondance mellem to have, Atlanterhavet og Middelhavet. De to have skriver breve til hinanden og læseren introduceres i starten af bogen til, at Atlanterhavet med sine 180 millioner år er storesøster og Middelhavet lillesøsteren med sølle 5 millioner år på bagen. Så er tonen ligesom slået an og vi er med på hvad vi skal til at læse.
Der er tale om en sprogligt set meget smuk bog. Spørger du denne anmelder er der tale om et sprogligt mesterværk, en bog, som kunstnerisk er skruet virkelig fint sammen, en overordentlig fin bog rent sprogligt.
Desværre synes jeg det halter med indholdet – selvom teksten sprogligt set er ypperlig.
For mig virkede brevene lidt til den pseudointellektuelle side når vi ser på indholdet. Lidt til den vidtløftige side og derfor også lidt for meget af det gode. Måske kan man bedst beskrive indholdet som knap så overbevisende.
Denne anmelder er derfor splittet i forhold til karaktergivningen. Sprogligt set får bogen det maksimale antal stjerner, det er meget imponerende og meget fint. Indholdsmæssigt er jeg hoppet af vognen – hvis jeg da nogensinde nåede at hoppe på til at begynde med – og vil derfor give en lav karakter for den indholdsmæssige side – jeg kedede mig over indholdet. Den samlede vurdering lander derfor et sted i midterfeltet – 3 stjerner – og et råd til mig selv om, at man ikke altid skal tage andre folks ord for gode varer når det handler om bøger.