Hævn af Yrsa Sigurðardóttir

Det kan ikke udelukkes at jeg fuldstændig har misforstået bogen. At jeg fuldstændig har misforstået historien som Yrsa Sigurðardóttir fortæller i krimien “Hævn”. Bogen får virkelig flotte anmeldelser rundt omkring, og forfatteren er udvalgt som “Årets udenlandske krimiforfatter” i 2016 af Det Danske Kriminalakademi. Alligevel kedede jeg mig bravt undervejs.

En efterårsdag forsvinder en otteårig pige og bliver efterlyst af politiet. En teenagers mærkelige spådom dukker op i en tidskapsel, der blev forseglet og gravet ned ti år tidligere, og i kølvandet på dette finder først et, så to makabre mord sted i Reykjavik. Og politiet er på bar bund.

“Hævn” er andet selvstændige bind i serien om politiefterforskeren Huldar og børnepsykologen Freya, og mit første møde med både forfatter og hovedpersoner. Nye læsere kan sagtens begynde her, da man i den grad bliver sat ind i hvem hovedpersonerne er, for nu at sige det mildt.

Historien er der ikke noget galt med. Den er udmærket tænkt, og egentlig ganske spændende. Og selv om vi hen mod slutningen får at vide hvem der gjorde hvad, er der alligevel nogle tråde der skal redes ud inden hele sagens kompleksitet er afsløret. Så langt, så godt. Som udgangspunkt synes jeg det er en god idé at en forfatter giver sine hovedpersoner kød og blod, altså at vi lærer dem at kende når de, som i dette tilfælde, er Huldar og Freya, og ikke bare efterforsker og psykolog. Men i “Hævn” skal alle medvirkende i større eller mindre grad, have oprullet deres privatliv, og det i en sådan grad at det i lange perioder skygger fuldstændig for sagen der skal opklares. Nogle gange er der for lidt baggrund, og andre gange er der for meget. I “Hævn” er der så meget for meget, at jeg alt for mange gange måtte gå nogle sider tilbage for at finde ud af hvad det var jeg havde læst mens jeg tænkte på noget andet. Det var simpelthen for kedeligt og for meget.

Plottet, isoleret set, er rigtig godt. Der er basis for en spændende historie, og en masse løse ender der skal bindes knude på. Og “Hævn” er for så vidt også en spændende historie, og der bliver på fornem vis bundet knuder på alle de løse ender. Det hele drukner bare, i mine øjne, alt for meget i for meget baggrundsstof.

Sigurðardóttir skriver fint. Ikke falden-på-halen-fremragende, men fint. Sproget er levende, og figurerne fremstår i nogen grad tydelige og troværdige.

Jeg er sikker på at jeg får tæsk for at mene som jeg gør om “Hævn”, alle de flotte anmeldelser taget i betragtning, men det må jeg så tage med, for jeg syntes faktisk ikke at den var noget særligt.

Lån bogen på Bibliotek.dk