Kafka på stranden af Haruki Murakami
459
2016
978 87 7955 452 8
Umibe no Kafuka
1. udgave
I 1946 er en lærerinde med sin skoleklasse vandret op på et bjerg for at plukke svampe. Amerikanerne har endnu ikke smidt atombomberne over Japan, men alle her kender de blanke B29-bombefly og frygter dem. Men er det virkelig en B29’er, de ser oppe i den tynde luft, inden alle børnene falder bevidstløse om?
De vågner heldigvis igen, undtagen én. Nakata. Og da han endelig kommer til bevidsthed, er han en anden. En dreng uden minder.
Vi møder Nakata igen som en ældre, enfoldig mand. En mand med en vigtig mission, viser det sig. Han har svært ved at tale med mennesker, med katte går det lettere. Nakata ved ikke meget, blot at han er nødt til at drage mod vest for at yde en indsats af største betydning. Hvilken ved han ikke.
Mod vest drages også 15-årige Kafka Tamura. Han flygter fra en forbandelse, hans far har kastet over ham. Igennem flere år har Kafka rustet sig til denne rejse, hærdet sin krop, styrket sit intellekt; den dag, han fylder 15, er han klar til at stå på egne ben.
Uden at kende til hinandens eksistens er Nakata og Kafka på vej mod samme mål. Et mål, ingen af dem kender. De ved bare, at de må derhen, for at deres liv skal give mening. Undervejs møder de venlige mennesker, der hjælper dem og derigennem selv bliver en del af missionen.
“Kafka på stranden” kan ikke forklares. Det er en pragtfuld og poetisk road movie fuld af musik, mystik og erotik. Den handler om væren og ikke-væren, om meningen med livet og meningen med døden, om tiden som noget såre relativt.
Ingen kan som Murakami få os til at tænke store tanker, uden at vi er klar over, at det er dét, vi gør. Vi tror bare, vi bliver underholdt – og godt underholdt – men når vi sidder tilbage efter at have læst den på én gang hæsblæsende og samtidig slentrende mission impossible, er vi til vores forundring blevet lidt klogere.
Det er anden gang, jeg læser “Kafka på stranden”, men bestemt ikke sidste. Hver gang er det, som om der føjes nye lag til det vidunderlige univers. Gid, man kunne flytte derind.
