Hærværk af Tom Kristensen

”Hærværk” konkurrerer i mine øjne med ”Kongens Fald” af Johannes V. Jensen og hvad som helst af H.C. Andersen om at være det største der er skrevet på dansk nogensinde. ”Frygt sjælen og dyrk den ikke for den ligner en last” står der på titelbladet i min oldgamle version fra Gyldendals Tranebøger. ”Hærværk” tager sin læser med sig i sjælens dybe mørke. Man begynder uvægerligt at pimpe portvin og få ondt af sig selv når man læser bogen. Derfor tilhører ”Hærværk” den lille skare af bøger som jeg læser igen og igen. Det her er (borgerligt, hvis man ser tingene på den måde) forfald så det forslår. Hovedpersonen Ole Jastrau burde anmelde bøger for Dagbladet, men ender i en malstrøm af røvture på grund af sit sære væsen og andre omstændigheder som kone, barn, gadens bærme og valg til Folketinget. Nej, det er IKKE en roman om en ynkelig hovedperson. Det er historien om den vestlige kapitalismes hykleri og undergang. Og dens ynkelige modstandere. Og måske især om mennesket som en håbløs klovn uden mål og med.
Bortset fra det, så er ”Hærværk” mere end mesterlig alene på det sproglige område. Hvis man (som undertegnede) mener at det danske sprog er lidt vattet og tyndbenet, så beviser Tom Kristensen det modsatte. Sjældent finder man bøger med ord som ”kæferter”, ”mørbraden”, ”grammofonen” og passager som:
”Jastrau lagde stokken fra sig for bedre at kunne drikke. ’Hæ,’ grinede Steffensen umotiveret. Det rykkede i hans lange, knoglede krop. ’Rød vicevært i blåt, hæ!’ Og så brummede han og greb imbecilt efter flasken.”
Der skrives ganske enkelt ikke bøger på dansk som den her længere. Beklager.

Lån bogen på bibliotek.dk