Håbets bog af Tommi Musturi

I den finske udørk lever et ældre ægtepar i en lille charmerende træhytte, der har den overraskende egenskab at være større indvendig end udvendig. Manden nusser rundt og fordriver tiden med alskens små nuttede hyggerier, mens konen figurerer som en skygge i baggrunden og hidkalder manden når hans rejser ind i fantasiens eskapisme bliver for voldsomme. Om natten får han dog lov at drømme sig langt væk, helt til universets skabelse og de ting der måske – måske ikke findes på den anden side af livet. På trods af det sindige tempo hvormed tilværelsen hos de to finske pensionister slæber sig afsted med, kommer ‘historien’ rundt i ret mange emner. Der er nemlig ikke ret meget regelret fortælling, men mere ansatser til bestemte stemninger, hvor læseren selv må skabe sig en mening.

Der er ikke mange menneskelige følelser som vi ikke når omkring. Når hovedpersonen gendrømmer sin barndom, sker det med en tåre i øjet, og der nikkes også til de ting han ikke nåede i livet, i en passage hvor han opleves stående i samme positur i hvidt forskellige miljøer i alle mulige forklædninger. Ren fetichisme.

Meget som i den allerførste Lucky Luke, er der ikke mange replikker og tiden mellem de enkelte billeder er for det meste meget kort, nærmest som at se en tegnefilm. Og Tommy Musturi tegner med en tyk streg der gør alt ekstra karikeret, lidt i retning af den tegnestil der brugtes i de helt gamle disneyfilm. Naivistisk og med knaldskarpe farver, der er et stort modspil mellem det grafiske udtryk og de subtile meninger eller antydninger.

Måske er ‘håbets bog’ meget finsk, givet er det at den er ret filosofisk, med nærmest haiku-agtige replikker og tekstbidder. Ikke decideret underlig, men klart anderledes. Havde det grafiske været mere diffust, skulle stemplet ‘undelig’ klart tages i brug.

En tegneserie der enten kræver genlæsninger eller tid til fordybelse, hvis man skal nå at skabe sine egne tydninger, til gengæld er den umiddelbart en stor oplevelse.

Lån bogen på Bibliotek.dk