Pulitzer Prize
0 kommentarer

Gilead af Marilynne Robinson

af d. 25. maj 2006
Info
 
Sideantal

222

Udgivet

2006

ISBN

978-87-02-04200-9

Originaltitel

Gilead (amerikansk)

 

“Gilead” er Pastor John Ames’ bekendelses- og slægtshistorie til sin søn. Livet er ved at ebbe ud for den aldrende, hjertesyge pastor, og nu føler han at han må skrifte familiens historie(r) over for sønnen. Sønnen er kun 7 år, men han vil gerne efterlade ham nogle ord. Pastor Ames’ far var også præst – og det samme var bedstefaren. Så vi har at gøre med en godt og grundigt bibelfunderet familie. Og derfor bliver ordene også – til dels i hvert fald – en slags skylds-stafet som han passerer videre ned i slægten.

“Jeg har oplevet, hvordan skylden kan sive ud gennem selv den smalleste sprække og lægge sig over hele landskabet og blive stående der, i vandhuller og sænkninger, så hjemmehørende som var det vand. Jeg tror, min far mere eller mindre prøvede at dække over Kain.”

Robinson fortæller i en neddroslet tone, der korresponderer virkelig godt med karakteren Pastor Ames. Så behersket at jeg til tider blev irriteret! Men den beherskede oprullen af familiens bedrifter er også historiens store akilleshæl – for jeg kedede mig desværre.

Helt hen til et stykke ind i sidste halvdel af bogen. Først der får fortællingen en motor med fremdrift. Men det fungerer til gengæld godt. Ames’ bedste ven har en søn. Han er pludselig vendt hjem til Gilead, som byen hedder. Og forholdet mellem Ames og vennens søn, det bringer energi ind på siderne.

“Jeg har altid haft for vane at grunde over sorgen; det vil sige at følge den gennem hjertekamrene og aorta for at finde ud af, hvor den gemmer sig. Den gamle tyngde i brystet fortæller mig, at der er noget, jeg må dvæle ved, for jeg ved mere, end jeg ved, og må lære det af mig selv.”

Tro, skyld, fordømmelse og tilgivelse. Man får noget at tænke over, ved at læse Robinsons halvspændende og velskrevne bog til ende.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter