0 kommentarer

Fyren fra nabograven af Katarina Mazetti

af d. 25. maj 2006
Info
 
Sideantal

223

Udgivet

2003

ISBN

87-595-2051-5

Originaltitel

Grabben i graven bredvid

 

Desirée er bibliotekar. Hun er lige blevet enke, efter at hendes mand Örjan blev kørt ned. Nu går hun hver dag hen på kirkegården og sidder ved hans grav.

Hvis Desirée skal være ærlig overfor sig selv, sørger hun egentlig ikke over Örjan, for hun elskede ham ikke. Han var bare behagelig at være gift med, fordi de var så ens, og fordi livet med ham var muligheden for en tryg fremtid med en mand, børn og andre fælles glæder. Men nu sidder hun hver dag på kirkegården og er træt af, at livet ikke længere er ligetil.

Benny er landmand og har aldrig været gift. Siden hans mor døde af kræft er gården begyndt at gå i opløsning. Selvom han arbejder hele tiden, er der aldrig tid nok, og huset er efterhånden mere end almindelig forsømt.

Trods gensidig irritation over hinanden kommer Benny og Desirée en dag i snak på kirkegården, og pludselig er lynet slået ned. De er forelskede. Men kan to så forskellige mennesker få en hverdag til at fungere?

Katarina Mazetti har skrevet en morsom og underholdende roman om den store grænseløse kærlighed, der helt uventet slår ned i to meget forskellige personer.

Benny og Desirée skildres begge med charme og stor forståelse for hver deres særheder. For man forstår jo godt, at Benny er nødt til at have en kone, der går hjemme og passer huset og laver mad til ham. Og man forstår også godt, at Desirée er nødt til at beholde sit job og gå i teatret og læse bøger. Men kan de to ting hænge sammen i det lange løb, når forelskelsen først er ovre?

Jeg morede mig over Desirée, som er indbegrebet af en bibliotekar, bleg, farveløs og uden nogen lidenskaber i sin krop. I hvert fald indtil hun møder Benny. Benny beskrives ligeledes som den typiske landmand, uden sans for kunst og kultur, med en smagløs indretning og lugten af ko-møg hængende uanset hvor meget han bader.

Mazetti sætter fingeren på alle ens fordomme om de to typer beskæftigelse, og hun gør det humoristisk, men aldrig nedladende.

“Fyren fra nabograven” er filmatiseret, men jeg synes, at man skal give bogen en chance først. Det er ikke dyb litteratur, men det er underholdende, og det er vel ikke det værste…

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter