0 kommentarer

Ondskab – Ruth stjal mit liv Sophia Evensen

af d. 4. december 2012
Info
 
Sideantal

214

Udgivet

2008

ISBN

978-87-92294-18-0

 

Ruth Evensen, den kontroversielle stifter og leder af frimenigheden Faderhuset, blev for alvor kendt i den danske mediebevidsthed og befolkning i forbindelse med skandalen om sektens opkøb (eller lad mig for en sikkerheds skyld være helt neutral, objektiv og politisk korrekt og således nøjes med blot at sige opkøbet …) af landets mest omstridte bygning, Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København.

“Ruthemor”, som undersåtterne i Ruth Evensens imperium med kun ét overhoved tiltaler deres magtfulde og egenrådige leder, bliver ikke længere kaldt mor men udelukkende og konsekvent ved distancerende fornavn af sin egen kødelige datter Anne Sophie (i dag Sophia) i Sophia Evensens selvbiografi “Ondskab – Ruth stjal mit liv”, der af visse anmeldere er udråbt som hudløst ærlig, grænsende til det injurierende. Og ikke mindst med saftige afsløringer af bl.a. hvordan Ruth bogstaveligt talt parrer medlemmerne af Faderhuset indbyrdes efter forgodtbefindende – og måske dermed efter egen seksuel lyst og tilbøjelighed …

Og når man læser biografien, får man da også oplevelsen af en manipulerende, narcissistisk, opmærksomhedskrævende, presseliderlig og fanatisk hersker, hvis enevældige diktatur er baseret på hjernevask og psykisk vold – en streng opvækst i hænderne på en fuldkommen magtbegærlig tyran og med en ekstremt dysfunktionel adfærd, der igen og igen fandt sted i familien. Og et udnyttet og misbrugt barn med en handlingslammet far, der er 100 % kontrolleret og styret af hustruen/heksen!

”- Jeg elsker min far højt, men holder ham ansvarlig for at være en kujon. Fordi han aldrig tog opgøret med sin kone, men i stedet tillod hendes ondskab at ødelægge alle i familiens liv. Han prøvede mange gange at fortælle mig, at jeg var meget værd, og at jeg kunne gøre alt hvad jeg satte mig for her i livet. Men alle disse smukke, velmente og pædagogisk rigtige ord blev kvalt af tidslen, som blandede sig i alting – nemlig min mor”, lyder det fra Sophia, der anser Ruth som forbryderen i sit liv. Intet mindre. Og tilføjer uddybende at hun allerede fra sin tidligste barndom oplevede forkastelsen fra sin mor og derfor søgte kærlighed alle vegne – hvor som helst.

Sophia betragter sig selv som den udstødte datter, der har mistet ALT. Selv sit eget barn, som i dag er tæt tilknyttet sin mormor og bor hos sin far – en arbejdssky motorbiker-nordmand nøje udvalgt af Ruth, der her bortgiftede sin dengang kun 20-årige datter til “svigermors egen klon”. For i følge Sophia er hendes (nu fraskilte) ægtemand desværre akkurat lige så besiddende og frygtindgydende som moderen – nærmest en tro kopi, og dermed kunne mareridtet være fortsat i al evighed.

Men i en alder af 28 år og efter en årrækkes intensiv og fokuseret “omprogrammering” lykkedes det omsider Sophia at ophæve forbandelsen og endegyldigt cutte forbindelsen til Ruth og hendes familie/proselytter i Faderhuset, der i dag har til huse i det såkaldte udkantsdanmark – nærmere betegnet landsbyen Bandholm på Lolland, hvor i øvrigt den populære Knuthenborg Safaripark også er hjemmehørende.

Det, der efter endt læsning af “Ondskab – Ruth stjal mit liv”, fremstår som et såret, smadret barn (der efter mine parametre er bemærkelsesværdigt troende/gudsfrygtigt) totalt uden kendskab til sig selv og fornemmelse for egne behov og dermed uden trang til naturlig, selvstændig udfoldelse, føler sig i dag afklaret efter et turbulent liv levet på en løgn. Da jeg ikke kender hverken Sophia eller Ruth personligt, kan eller vil jeg selvsagt ikke begive mig ud i gætterier eller domme om, hvad der er “sandt eller falsk” – kan kun konkludere og må naturligvis anerkende, at denne selvbiografi er et resultat af Sophias ægte følelser, hjerteblod og subjektive opfattelse af sine oplevelser og smertelige erfaringer.

Til gengæld vil jeg tillade mig at anfægte den færdige udgivelses kvalitet, for indhold og form går absolut ikke hånd i hånd – bogen skriger på redigering, kommatering og korrekturlæsning. Kald mig flueknepper, men det er simpelthen for ærgerligt for os læsere og ikke mindst synd for Sophia, at hendes seriøst spændende og chokerende manuskript med al dets sprængfarlige potentiale er trykt tilsyneladende helt uden at fagfolk har været inde over, så på hendes bekostning ryger der uretfærdigvis et par stjerner – desværre.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter