0 kommentarer

Genfærdets anatomi af Andrew Taylor

af d. 25. august 2011
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

382

Udgivet

2011

ISBN

978-87-7955-828-1

Originaltitel

The anatomy of ghosts

 

Jeg har læst tre romaner af Andrew Taylor, alle udenfor hans serier og alle aldeles fremragende. “Genfærdets anatomi” er nyeste udgivelse fra ham, og jeg kan kun anbefale den til alle, som holder af atmosfærefyldte fortællinger med kringlede og velspundne plots.

Boghandleren John Holdsworth mister i 1786 sin søn i en tragisk drukneulykke. Sorgen driver hans hustru i armene på et medie, som påstår, at hun har kontakt med deres afdøde søn. I lang tid finder Holdsworth sig i dette, mens hans forretning falder sammen om ørerne på ham, og til sidst må de fraflytte huset. Det slår dog hustruen helt ud – og kort efter finder man også hende druknet.

I sin sorg skriver Holdsworth en pamflet med titlen “Genfærdets anatomi”, hvor han rationelt og systematisk tilbageviser genfærds eksistens og løfter sløret for mediernes fusk med de efterladte. Det er denne pamflet, som bringer ham i forbindelse med Lady Anne Oldershaw. Hendes søn, Frank, påstår nemlig at have set et genfærd på kollegiet, og siden da har han været psykisk ud af balance. Lady Anne beder Holdsworth om at opsøge sønnen, der studerede på Cambridge, og overbevise ham om at genfærdet blot eksisterer i hans fantasi, så fortsætte studierne og genoprette familiens ære.

Holdsworth accepterer opgaven, som dog viser sig at være langt mere kompliceret end som så. Det lukkede samfund i Cambridge gemmer nemlig på masser af hemmeligheder, og er gennemsyret af skjulte magtkampe og ønsker om hævn. Det er svært at gennemskue, hvad der skete forud for Franks syn, for ingen spiller tilsyneladende med helt åbne kort. Men da Holdsworth kommer på sporet af Helligåndsklubben, begynder han at ane gådens løsning.

Andrew Taylor har skrevet en fremragende gotisk thriller, som emmer af atmosfære. Lige fra persontegningerne til beskrivelserne af livet på kollegiet til det flot spundne plot lykkes det for Taylor at trække læseren helt ind i historien, som jeg læste i stort set et stræk.

Her er både mystik og rationalitet, og Holdsworth er en yderst troværdig og sympatisk hovedperson, som efter bedste evne forsøger at klare sig i en verden, han nogen gange har mest lyst til at forlade.

Læs ikke “Genfærdets anatomy” som en typisk spøgelsesfortælling, men læs den for dens gotiske stemning og for det veldrejede plot.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter