Generthed og værdighed af Dag Solstad

“Fisse! … Flæsketryne!” råber den normalt så undselige lektor til en sagesløs elev på Fagerborg Gymnasium, mens han i silende regn er ved at smadre sin uduelige paraply.

Han ved med det samme, at episoden vil betyde afslutningen på 25 års arbejde som lærer. Et kvart århundrede med elever, der er bedøvende ligeglade med Ibsen og “Vildanden” og de andre store norske forfattere, som han nidkært har gennemgået time efter time på trods af den passive aggressivitet, han fornemmer fra de unge mennesker.

“Rukla var en stilfærdig norsk lektor, som ikke havde udmærket sig på nogen som helst måde i livet, noget der ikke bekymrede ham da han aldrig havde haft nogen tanker om at han skulle udmærke sig på nogen som helst måde.”

Og nu er det altså slut. Rukla begynder at traske gennem regnen hjem til sin kone, Eva Lind, som han allerede har dårlig samvittighed overfor. Hvordan skal de nu klare sig?

Imens han går, tænker han tilbage. På dengang han overtog den absurd smukke Eva og hendes lille datter fra bedstevennen, der pludselig emigrerede til USA. På hans og Evas kejtede forhold, hvor ingen af dem ytrer, hvad de i virkeligheden mener.

Rukla spekulerer over mange ting på vejen hjem fra den uheldsvangre scene foran gymnasiet. Vi lærer en mand at kende, hvis blufærdighed forhindrer ham i at få sagt de ting, der virkelig ligger ham på sinde, og hvis kejtede forsøg på at optræde korrekt har virket som en stopklods for et helt livs muligheder.

“Generthed og værdighed” er en foruroligende historie af Dag Solstad, der er vinder af blandt andet Nordisk Råds Litteraturpris, og som med denne kompakte roman fik sit store gennembrud i USA. Alle de større danske aviser kvitterede med det maksimale antal stjerner.

Solstad er ikke typen, der lefler for sine læsere. Bogen er udfordrende at læse med sine lange sætninger, endnu længere afsnit og sine uendelige gentagelser, der reflekterer en lettere desperat mands måde at tænke på. Men man bliver lidt klogere på livet, hvis man orker at hænge på.

Selv heppede jeg højlydt, da Elias Rukla et sted besværer sig over mediernes støt stigende proportionsforvrængning. En stor forfatters død får højst et par linjer bag i avisen, mens en tv-darlings kræftsygdom rydder forsiderne. Vorherre bevares.

Sara Koch leverer en indlevet fordanskning.

Lån bogen på biblioteket