Frantumaglia af Elena Ferrante

Vi er mange, der mener, at den hemmelighedsfulde forfatter Elena Ferrantes Napolitetralogi om de to veninder Elena og Lilas udvikling og rivalisering er ikonisk litteratur, der vil blive stående som noget af det bedste fiktion skrevet i det 21. århundrede. Det samme gælder romanen “Dukken der blev væk”.

For os hardcore fans er “Frantumaglia” uomgængelig. En mursten, hvori er samlet 20 års interviews, mails og breve fra mesterens hånd. Alverdens Ferrantister får her et sjældent indblik i tilblivelsesprocessen og tankerne bag de allerede klassiske værker. Har man endnu til gode at læse Ferrante, er det nødvendigt at starte med romanerne – først herefter giver denne bog mening.

“Frantumaglia” eksisterer især på én væsentlig præmis, nemlig at Ferrante aldrig har villet røbe sin identitet over for andre end sin nærmeste familie og sin forlægger. Journalister, anmeldere og almindelige læsere har i årtier været ved at gå ud af deres gode skind for at finde ud af, hvem der gemmer sig bag pseudonymet Ferrante, men alle må vi tage til takke med disse skriftlige – og uendeligt generøse – vidnesbyrd.

Undervejs er indlagt sidelange fraklip fra Ferrantes romaner. Helt vidunderlige passager, som af forskellige årsager ikke fandt plads i bøgerne – af en kvalitet, som mere middelmådige skribenter ville have givet deres højre arm for at kunne udgive under deres eget navn.

Vigtigere endnu er måske Ferrantes tankegods. Vi møder en ærgerrig, overdådigt reflekteret, knivskarp, sympatisk og myreflittig forfatter, der arbejder benhårdt med sin stil og sine budskaber. Intet er overladt til tilfældighederne her, og pludselig forstår man, hvorfor bøgerne er blevet kult blandt millioner af ikke mindst kvindelige læsere.

Ferrante er noget så sjældent som et sandhedssøgende og skånselsløst ærligt menneske. En rank kvinde, der fx gerne indrømmer, at moderskabet ikke kun er en dans på roser. En både tænksom og mådeholden feminist, som burde være obligatorisk læsestof for alle de mange mænd, der stadig regner kvindekønnet for inferiørt. Samt for alle de kvinder, der lægger stemmer til mænd som Berlusconi og Trump, og som får hjertebanken ved mødet med ’den stærke mand’.

Som sagt insisterer Ferrante stædigt på at forblive anonym. Lødig litteratur taler for sig selv, siger hun. Lever Shakespeares værker måske ikke i bedste velgående, uden at vi kender manden bag? Hun afskyr mediernes sensationshungrende fokus på Kunstneren, hans liv og hans holdninger – personen bliver vigtigere end værket. Lykkeligvis bekræfter Ferrantes egen litterære succes hendes påstand.

Ordet Frantumaglia er napolitansk dialekt og skulle betyde modstridende følelser, der truer med at sønderrive en person. Det fiffige ved at bruge den titel på en bog, der går tæt på et menneske, som desperat søger anonymitet, turde være selvindlysende.

Lån bogen på biblioteket