136
2014
978-87-91450-98-3
La Crue de juillet
“Forfatteren har med en fantastisk, næsten svimlende perfektion skrevet en fortælling, som er både fragmenteret og suværent sammenhængende”. Patrick Kéchichian, La Croix, 21. februar 2013
Med forventningerne således skruet helt op under taget gik jeg i gang med læsningen af ”Floden”. Men ak, vandet var i den grad for dybt for mig! Et billede af den ene hovedperson Ritter og hans møde med Thérèse, den anden hovedperson er et eksempel på Hélène Lenoirs skrivestil:
“Ritter var koncentreret om sin suppe, hvis eksotiske dufte bortmanede billedet af den gamle krumbøjede mand, der slubrede det grønlige indhold af tallerkenen i sig med sin ske, men så rettede han sig op som på et umærkeligt tegn fra sin mor, fordi sproget havde fået ham til at se hende for sig: “Og fransk?”…eller bare accenten forinden, den fortrolige skælven, hans mor…. “Virkelig?”… derefter en spænding, charme, tilbageholdenhed, de strålende blå øjne, smilet, forsigtighed, stemmen, den røde læderrem på tværs over blusens fine stof . nedringet, forsigtighed, barmen, den røde rem på tværs mellem brysterne, lysegråt stof strejfet med blikket uden at vide hvornår, for han havde ikke engang set på hende, efter at hun var kommet hen til ham og nu sad dér og tyggede på sit brød uden at sige noget, måske fordi hun var ærgerlig og rugede over sin fejltagelse, sin irritation over at være nødt til at blive siddende ved bordet hos en gammel, indesluttet, kedsommelig mand, bestemt det modsatte af det, hun havde håbet på, da hun henvendte sig til den første tilfældige person, Will Jung, lige meget hvad, et navn, hun måtte have fundet tilfældigt i en liste over berømte personer, som turistbrouchurerne pralede af var født i byen, eller havde boet der, eller fundet et tilflugtssted der, eller fået en medalje eller en grav, Jung var i øvrigt nær på det sidste, efter hvad det forlød….”
Ovenstående er langt fra den eneste lange sætning i bogen.
Bogens originaltitel er “La Crue de juillet”, hvilket direkte oversat betyder noget i retning af julis oversvømmelse. Og det er i virkeligheden nok det, der er hovedproblemet for mig.
Der er alt for mange oversvømmelser. Ritter og Thérèses indre er en lang oversvømmelse af associationer, der totalt tager magten fra dem. Flygtige planer lægges imellem de to, oversvømmes af deres overvældende, uhåndterbare følelser, flyder ud i vandet. Intet står stille. Bortset fra de to. For næsten alt foregår inden i dem, skræmte af fortidens billeder, handlingslammede, overstrømmende forelskede – eller i hvert fald fascinerede. Eller bare desperate? Der sker ikke et hak, kun i de to, og alligevel oversvømmes jeg som læser gang på gang af billeder, tæppebombes af to skrøbelige eksistenser.
Hvordan i alverden lykkes det så for “Floden” at liste sig op på tre stjerner? Jeg vænner mig til det. Og bedst som jeg gør det skifter Hélène Lenoir stil. Kortere, overskuelige sætninger markerer personernes temperamentsskifte. Hun og han. Begge så overvældede af deres egne følelser at det må sætte sig ydre spor. I teksten, i deres tanker, i sætningsstrukturen og i deres handlinger.
Spændende? Ja
Fascinerende? Ja
Irriterende? I den grad!
Vil jeg læse den igen? Måske. Det vil helt sikkert være en ny oplevelse næste gang.