0 kommentarer

Fire dage i marts af Jens Christian Grøndahl

af d. 26. december 2008
Info
 
Sideantal

336

Udgivet

2008

ISBN

978-87-02-06972-3

 

Som titlen antyder, strækker handlingen sig over 4 dage i Ingrids liv. Men i løbet af de 4 dage flettes begivenheder fra fortid og nutid ind i hinanden, så bogen i virkeligheden handler om 3 kvinders liv: Ingrid, hendes mor Berthe og hendes mormor Ada.

Ingrid er en succesfuld arkitekt, enlig mor til 15-årige Jonas, som ved bogens start har været med til at overfalde og sparke en jævnaldrende dreng. Ingrid bliver ringet op af politiet mens hun befinder sig på et hotel i Stockholm, og haster hjem fra sin forretningsrejse. Tankerne går tilbage i tiden, og vi får historien om 3 kvinder, der alle har forladt mand og børn på et tidspunkt i livet – og hver især har børnene følt sig svigtet. Ada sender Berthe på børnehjem, da hun ikke har plads til hende i sit nye liv med Per. Berthe forlader Ingrid, da Ingrid er 13 år, for at rejse til Rom og “realisere sig selv”. Ingrid forlader sin mand Anders til fordel for en gift mand, Frank, da sønnen Jonas er 7 år – og Anders tager i den forbindelse til Berlin på en måneds druktur og overlader Jonas til hans farfar Sven.

For rundt om disse 3 kvinder er mændene – og mens også fædrene har været fraværende fysisk eller mentalt, har det været en mand, der har været den trygge person i børnenes liv. Ligesom Sven er Jonas’ faste holdepunkt i tilværelsen, var Per Ingrids trygge base i barndommen. Den eneste person, der gav hende omsorg og kærlighed. Per viste også Berthe omsorg – det var Ada, der ikke magtede at have datteren hos sig.

Ingrid fremstår som en sympatisk, ansvarsbevidst og eftertænksom person, man kommer til at holde af hende og forstår hendes handlinger og følelser. Bogen formår at skildre personerne i dybden.

Det er som om kønsrollerne er byttet om i bogen. Kvinderne er de stærke, karrierekvinder, mens et par af mændene er omsorgsfulde og moderlige. Sven beskrives således som opofrende, en martyr, et pligtmenneske, omsorgsfuld og selvudslettende. “Hans grænseoverskridende omsorg ville have været en svigermor værdig”.

Det er en stærk bog om 3 kvinder, der alle har manglet kærlighed – og heller ikke selv været i stand til at give deres børn den kærlighed, de selv har savnet. Om splittede familier og børn der bliver tabere. Som altid skriver Grøndahl smukt – sprogligt er hans bøger en fornøjelse.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter