En utilgivelig synd af Anna Jansson

I prologen, som er dateret 1945, møder vi den unge Tom Gruvberg, som er på vej ned i en sølvmine sammen med sin bedste ven Vilho. De vil ned i minen og hente sølv op, men det går galt, Vilho kommer slemt til skade og hårdt såret fortæller han Tom noget, som gør ham rasende.

I nutiden er Tom Gruvberg 90 år, og er trængt ind i en børnehave, han er bevæbnet og holder børnene og de ansatte som gidsler – han hævder, det er for at beskytte dem. Hans egne oldebørn, tvillingedrenge på 5 år, går i børnehaven. Deres forældre kæmper i retten om forældremyndigheden.

Alderen taget i betragtning opfattes Tom som forvirret og konfus, han bliver overmandet, indlægges – men forlader sygehuset og forsvinder. Om natten bliver børnehaven brændt ned og en person indebrænder. Tom, som var i nærheden, bliver fundet dræbt – snart sker der flere drab i det lille samfund, og Bark og hans folk får travlt med at forhøre folk i deres søgen efter motiv og drabsmand.

Samtidig har man fundet et velbevaret lig af en baby i Tyskermosen – da det viser sig, at babyen har ligget der i årtier, bliver efterforskningen nedprioriteret, da alle kræfter skal bruges til at opklare de nye drab i byen.

Sideløbende med politiarbejdet følger vi Lydia, som holder sin mormor Ester fanget i hendes hus. Ester, som Tom var forelsket i dengang i 1945. Selvfølgelig er der sammenhæng i sagerne.

Det er den fjerde bog med Kristoffer Bark som gennemgående figur, jeg læste den første i serien, *Datter savnet’ og syntes godt om den. Selv om jeg mangler de to næste, kunne jeg sagtens genkende persongalleriet i tårnværelset og Mia, som bliver tilkaldt udefra på Kristoffers anmodning – Mia, som han mødte i ‘Datter savnet’ og blev forelsket i.

Denne bog kunne ikke leve op til mine forventninger, jeg synes ikke den er på niveau med den første i serien. Morderens motiv og handlemåde kan jeg slet ikke tro på. Hævntørst for forbrydelser begået generationer tilbage – det er for langt ude. Der sker alt for meget til, at det bare er lidt troværdigt.

Jeg kan derimod godt lide den gennemgående personskare: Kristoffer og hans ekskone, Mia og hendes søn Alex, Henrik med de mange børn, som konstant er syge, Gaby, hvis datter Kristoffer muligvis er far til –  og resten af teamet i tårnværelset.

Anmelderbog

lån bogen på biblioteket