0 kommentarer

En ny chance af Alexandra Potter

af d. 2. juni 2020
Info
 
Sideantal

438

Udgivet

2020

ISBN

9788791955273

Originaltitel

Don't you forget about me - oversat af Nanna Birch

Udgave

1

 

Nogle gange skal man passe på, hvad man ønsker sig..

Tess er fornylig blevet single efter at hendes kæreste Seb droppede hende. Hun er ulykkelig, forvirret og knust af sorg. Oprørt af alle de negative følelser og med en god promille i blodet nytårsaften ønsker hun, at hun aldrig havde mødt Seb. Tess er konfus, da hun vågner morgenen efter. Det lader til, at alle har glemt Seb, og selv Seb – som hun tilfældigt støder ind i, da hun skal købe kaffe – ser direkte igennem hende og har tilsyneladende glemt alt om hende. Det går langsomt op for hende, at ønsket den aften er gået i opfyldelse, og hun har fået en ny chance. Tess finder de dagbogs-noter hun skrev på computeren siden den første date med Seb, og hun printer dem ud og forbereder sig systematisk og med kritisk tilgang på at forene sig med Seb og undgå at lave de samme fejl, som hun gjorde tidligere. For denne nye chance skal ende med en lykkelig slutning!

 

Jeg har tidligere læst Alexandra Potters to forrige udgivelser på dansk (se tidligere anmeldelser). Og jeg var begejstret for Potters humor-input i sin skrivemåde og beskrivelser af karaktererne. Dét der gør hendes bøger interessante og uimodståelige er hendes måde at krydre kærlighedshistorien med en god portion humor. Det kan nemlig være svært, at få flettet humor ind i en roman og samtidig holde en handling kørende. Men Alexandra Potter formår at gøre dette. Hun skriver godt i chick-lit genren, og det får handlingen til at flyde lettere.

Bogen er over de 400 sider og temmelig tyk, så jeg var lidt skeptisk over, om den ville blive langtrukken. Men det bliver den slet ikke, og det er faktisk først omkring side 100, at Tess realiserer, at hendes ønske er gået i opfyldelse, og at hun nu må tænke taktisk over, hvordan hun agerer. Der er en god optrapning til plottet, og der er detaljer og beskrivelser, som gør, at man som læser føler, at man er med i handlingen.

Bogen giver også anledning til tanker om, at det ikke nytter at ændre på os for at tilfredsstille andre. For i sidste ende skal vi kunne elske os selv, før der er en anden, der kan elske os.

Det er en let-læst hyggelig kærlighedsroman, og jeg kan sagtens se den for mig som en spillefilm på det store lærred.

 

“En ny chance” er et anmeldereksemplar fra forlaget NB Books.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter