0 kommentarer

Effekten af Susan Af Peter Høeg

af d. 15. oktober 2014
Info
 
Sideantal

330

Udgivet

2014

ISBN

978-87-638-3264-9

 

“Forestilling om det tyvende århundrede” og “Fortællinger om natten” gav Peter Høeg superstjernestatus blandt seriøse danske læsere. Sjældent havde man oplevet så velskrivende og intens en ung forfatter; alle var vi behørigt benovede. Selv var jeg dengang overbevist om, at Danmark nu havde fået en forfatter, der tålte sammenligning med de tungeste udenlandske navne.

“Frøken Smillas fornemmelse for sne”, der også blev filmatiseret, gjorde Høeg til hele folkets yndling. Det var skam også en fin bog, bestemt, og med den opdagede forfatteren, at aparte, videnskabeligt funderede superhelte med hjertet på det rette sted sælger billetter. Siden da har han forfulgt det koncept i sine bøger – med blandt andet en abe så hyperintelligent, at den kan forføre selv kræsne menneskehunner.

I “Effekten af Susan” introducerer Høeg endnu engang en superkvinde i hovedrollen, en ny Smilla, men trumfer så ved at lade de øvrige roller besætte af karakterer, der nærmest uden undtagelse besidder helt usædvanlige evner. Et freakshow af anomalier.

Susan selv kan ved sin blotte tilstedeværelse lokke folk til at betro sig selv deres dybeste hemmeligheder; desuden er hun genial videnskabsmand på Nobelprisniveau og actionhelt à la James Bond. Og pisselækker. Hendes mand, Laban, er komponist i international klasse, og deres to teenagebørn er så begavede, at selv de skarpeste voksne hjerner har svært ved at følge med.

Naboen, en simpel sømand, har set en engel, der frelste ham fra at påsejle et isbjerg. Han er blandt de mest almindelige birolleindehavere. En af hovedmodstanderne i det vildtvoksende plot beskriver Susan således:

“Der er nogle der tror på psykologi, det gør jeg ikke. Det hele er biokemi på et substrat af kvanteelektriske effekter. Thorkild Hegn må være blevet fremstillet ved at man har opløst en baljefuld kontorchefer og oberstløjtnanter og generaldirektører i en stærkt ætsende vælske. Bagefter har man inddampet opløsningen til det koncentrat, der nu sidder foran os. Jeg har set mange magtfulde mænd, men han tager stikket.”

Alle er formidable. Og til sidst kan man ikke se skoven for bare træer. Det er bare for meget. Jan Guillou, gå hjem å vug!

Ærgerligt nok, for det er ellers en delikat historie, Peter Høeg serverer i skarp sovs. For at redde hele familien fra årelange ophold i livsfarlige, indiske fængsler må Susan indvilge i at bruge sin særlige effekt til at lokke en række aldrende mennesker til at udtale sig om deres virke i den tophemmelige Fremtidskommission tilbage i 1970’erne. Men en bestialsk morder er lige i hælene på Susan, og hendes modstræbende interviewofre dør som fluer omkring hende.

En krimiforfatter havde stillet sig tilfreds med at elaborere over dette stof, men Peter Høeg har selvklart større ambitioner. Det hele handler om klodens undergang som følge af menneskets uhæmmede misbrug af naturens ressourcer, om politiske rævekager og om en offentlighed, hvis monumentale overfladiskhed gør alskens skurkestreger mulige, hvis de blot ikke griber ind i den daglige underholdning.

“Effekten af Susan” er en art scifi-triller, der foregår et par år ude i fremtiden. Den er som sagt elementært spændende, og de underliggende budskaber dybt relevante, men Høegs overdrevne karakterer – og denne gang også et lidt poppet stakkatosprog – kannibaliserer på bogens øvrige store kvaliteter. Pokkers også.

 

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter