0 kommentarer

Dukkeføreren af Jostein Gaarder

af d. 7. februar 2017
Info
 
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

254

Udgivet

2016

ISBN

9788203360503

Udgave

1.udgave

 

Hvordan lever en mand, hvis bedste ven er en dukke på hans hånd ved navn Skrindo og hvor mange løgnehistorier kan man fortælle til mindesammenkomster for fremmede mennesker indtil man bliver opdaget?

Gaarder, som er bedst kendt for ”Sofies Verden” og ”Kabalemysteriet” her i Danmark, er tilbage med en mærkværdig roman til voksne, hvor hovedkarakteren Jakop ikke er som de fleste. Jakop har i mange år været fascineret af sprog og hvordan verdens sprog hænger sammen, og ham, som Jakop diskuterer bedst med, er ikke en person, men en dukke. En dukke ved navn Hr Skrindo, som Jakop har kendt i ganske mange år, da vi møder ham som en midaldrende herre:

”Herr Skrindos inntreden i mitt liv står for meg som et vigtig tidsskille på mer enn én måte. Jeg kan for eksempel være sikker på at jeg aldri så far igjen etter denne Holsdagen i 1959. Hadde far møtt Pelle, ville jeg ikke ha glemt det, og det ville nok ikke far heller, for er det noe Pelle alltid har vært flink til, så er det å snakke for seg. Han kan si ting som jeg for min del holder tilbake og verken vil eller på noe vis våger å bringe på bane.”

Hr Skrindo har fulgt Jakop ganske tæt gennem barndommen og ungdommen og det var først, da Jakop blev gift, at de måtte holde deres venskab hemmeligt. Det er ikke alle, som forstår venskabet mellem dem, hvor det især er sprog som diskuteres. Efterhånden holder de også forelæsninger sammen og er et ganske godt makkerpar. Jakop, som voksede op i en lille by, har i starten lidt svært ved at vænne sig til storbylivet i Oslo og føler sig lidt ensom. Men en dag får han en god idé til noget, som han fortsætter med i mange år:

”Etter disse første månedene i hovedstaden begynte jeg å gå i begravelser. Men nå ordlegger jeg meg ikke særlig presist. Jeg »begynte« aldri noen slik virksomhet. Jeg husker bare at Pelle og jeg satt sammen og bladde igjennom Aftenposten, og så falt blikket mitt ned på en dødsannonse som umiddelbart vakte min interesse, for ikke å si lengsel, eller en besynderlig form for savn.”

Men hvad sker der, hvis man fortæller en historie om afdøde, som de pårørende ikke helt kan nikke genkendende til?

I lang tid har jeg gerne villet læse noget nyt fra Gaarders hånd og da jeg opdagede anmeldelser af denne bog på de norske avisers hjemmesider, bestilte jeg den hjem med det samme. Hver gang, at jeg læser noget af Gaarder, lærer jeg noget nyt og denne gang er det lingvistikken, som han fokuserer på. Jeg troede at jeg efter de første 100 sider havde regnet ud, hvem hovedpersonen var, men Gaarder har en tendens til pludselig at dreje alting på hovedet og pludselig kunne jeg ikke vide mig sikker. For hvor troværdig er Jakop egentlig? Som læser var jeg fanget fra den allerførste side og selvom jeg læste denne på norsk, var jeg ganske hurtigt færdig med den. Han skriver forbandet godt for at være helt ærlig og hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med denne forfatter, anbefaler jeg ham varmt. Denne efterlod mig ligeså eftertænksom om hvordan vi mennesker lever vores liv som de andre bøger fra hans hånd har gjort og jeg ser allerede nu frem til læsning i juletiden af hans værk ”Julemysteriet”.

Alt i alt endnu en eftertænksom bog fra Gaarder om hvordan vi mennesker lever med hinanden og hvordan verden sommetider er et ganske lille sted.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk (bogen er endnu ikke udkommet på dansk, så den er læst på norsk)

Bedømmelse
Karakter