Dublin af Edward Rutherfurd

I 1987 debuterede Edward Rutherfurd som forfatter med den historiske roman ”Sarum”, der med udgangspunkt i området omkring Stonehenge og Salisbury, hvor Rutherfurd selv er født, fortalte det engelske folks historie over en periode på 10.000 år ved i nedslag at følge fem familier. ”Sarum” blev en international bestseller, og siden har Rutherfurd skrevet en række andre romaner skåret over samme idé, bl.a. ”London”, ”New York”, ”Russka” og nu ”Dublin”.

Rutherfurd lader sin fortælling starte i år 430. Irland er opdelt i fire provinser under forskellige klanhøvdinge med en Overkonge, der hersker over dem alle.

Familien Fergus har gennem generationer boet ved Dubh Linn (den mørke dam), og selvom faderen hverken er rig eller magtfuld, nyder han respekt og har titel af høvding. Hans datter Deirdre forelsker sig i Overkongens nevø, men også dengang var der politiske hensyn at tage, og mens vi følger de to unges skæbner, fortæller Rutherfurd om overgangen fra druider til kristendom.

Herefter springer romanen frem til slutningen af 900-tallet, hvor danske og norske vikinger nu har bosat sig her, og lever side om side med irerne. På dette tidspunkt har O’Neill-dynastiet gennem seks århundreder været Overkonger, og ingen andre klaner har kunne gøre dem rangen stridig. Men så melder Brian Boru sig på banen, og samtidig trænger vikingerne sig på med ønsket om at underlægge sig Irland, som de har gjort med England.

I næste del af romanen er vi nået til det 12. århundrede, hvor Englands invasion af Irland ganske ubemærket starter, mens vi senere hører om Irlands forsøg på at erobre England, og ikke mindst hvordan Henrik d. 8. fører korstoget til Irland, mens han selv gør sig til kirkens overhoved i England.

Her slutter romanen, og jeg sad med en lang næse, for hvad sker der med Irland og familierne O’Byrne, MacGowan, Doyle, Walsh og Tidy fra 1600-tallet og frem? Heldigvis fortsætter Rutherfurd sin beretning i romanen ”Ireland Awakening”, som dog endnu ikke er oversat til dansk, men det vil jeg se frem til.

Jeg har læst langt de fleste af Rutherfurds romaner, og da de oftest er på 6-700 sider, siger det lidt om, hvor velskrivende han er. Letforståeligt og underholdende fortæller han om komplicerede historiske forhold, og gør historien lyslevende med sine fiktive personer sat i korrekt historisk sammenhæng.

Og selvom Dublin er omdrejningspunktet for romanen, er Rutherfurd dygtig til at gøre sine karakterer interessante på trods af, at de ikke får ligeså mange sider at udfolde sig på som i en klassisk historisk roman. Ligesom han på fineste vis fletter de mange historiske detaljer ind i fortællingen, uden at der mangler hverken drama, saft eller kraft.

Alt i alt endnu en underholdende, velskrevet og spændende roman af Edward Rutherfurd.

Lån bogen på biblioteket