0 kommentarer

Dracula af Georges Bess

af d. 28. juni 2022
Info
 
Sideantal

200

Udgivet

2022

ISBN

9788793952782

Originaltitel

Dracula - oversat fra fransk af Claus Fenger

Udgave

1. udgave

 

Mit første møde med Dracula var som barn, da jeg læste de farvelagte Dracula blade, hvor man mødte den evigt blodtørstige satan med Van Helsing lige i hælene. Først langt senere fik jeg læst Bram Stokers udødelig klassiker, skrevet som dagbogsnotater, journaler og brevvekslinger, og her dukkede en helt anden historie frem.

Dracula skulle være den mest filmatiserede bog, men jeg har kun set Coppolas version, den er til gengæld også fremragende, og holder endnu. Den tog sig sine friheder, hvilket Georges Bess’ tegneserie også gør hist og her, men den er nu langt hen af vejen meget tro mod den 125 år gamle historie.

Vi møder først Mina, der vandrer rundt på kirkegården og savner sin Jonathan, sagføreren der er hidkaldt af grev Dracula til sit hjemland, Transsylvanien. Han ønsker hjælp til køb af flere ejendomme i England, og det går snart op for Jonathan Harker, at han er fange på Draculas slot.

Dracula kommer på dramatisk vis til England, hvor han hurtigt sætter tænderne i Minas veninde, Lucy, og langsomt går det op for hendes kære, hvilken djævel der er på spil.

Nogen nærmere præsentation af historien behøves vel næppe, men det skal ikke holde læseren fra at dykke ned i de 200 siders pragtpræstation af en graphic novel! Jeg ved ikke hvornår jeg sidst har læst et mere dragende værk, der på samme tid også både er smukt og skræmmende. Det skulle da lige være De dødes sjæle af Corben, som tilfældigvis også udkom hos E-voke, men hvor Poe var i farver, så er Dracula i de smukkeste sort hvide rammer, hvilket klæder historien kolossalt.

Man er allerede fanget på de første sider, hvor Mina går rundt på kirkegården, tegnet som om den ligger lige op af en bundløs afgrund, ildevarslende om hvad der skal komme af død og gru. De gamle mænd fortæller anekdoter og efterlader Mina uden håb for fremtiden.

Bess tegner utrolig flot og stilsikkert, det tætteste jeg kan sammenligne med er vel Bernie Wrightson. Hver eneste side er en variation i komposition og stil, totalt mesterligt udført. Der er vel meget tekst, det er jo en bog der illustreres, men selv rækkefølgen af tekstkasserne er logisk, hvilket ellers ofte kan være en udfordring. Et enkelt sted var teksten dog ulæselig, pga den mørke tone, men man bemærker det ikke, da billederne jo taler for sig selv, hvilket de burde have haft mere lov til!

Bram Stoker skrev en klassiker, der bliver ved at blive fortolket i alskens medier. Georges Bess’ udgave er noget af det flotteste jeg længe har set, og er om muligt en af årets største visuelle læseoplevelser! Man bliver suget ind i historien, og bagefter er der tid til at gå tilbage og nærstudere de små detaljer og nyde hele oplevelsen igen!

Jeg ved at han også har lavet Frankenstein, lad os håbe E-voke allerede har tegnet kontrakt!

(Det kan i øvrigt anbefales at lytte til soundtracket af Coppolas Dracula film, mens man læser værket…yderst effektfuldt!)

Anmeldereksemplar.

Lån tegneserien på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter