0 kommentarer

Det samme og noget helt andet af Katrine Marie Guldager

af d. 9. marts 2021
Info
 
Sideantal

451

Udgivet

2021

ISBN

9788740064667

Originaltitel

Det samme og noget helt andet

Udgave

1. udgave 1. oplag

 

Hvordan fastholder man sin integritet i den sociale forhandling om identitet som hele tiden pågår når vi er sammen med hinanden? Vi støder ustandseligt på andres forestillinger om, hvem vi er. Direkte, men især indirekte, og hvis vi oplever dissonans mellem den måde, vi oplever os selv og den måde, et andet menneske opfatter os, kan vi bukke os for hans/hendes forestillinger. Eller vi kan afbryde relationen. Eller vi kan kæmpe for at gøre det tydeligt, hvem vi virkelig er.

Men er vi virkelig dem, vi selv mener vi er? Eller er det de andre, der har ret?

 

Katrine Marie Guldager undersøger opmærksomt og tålmodigt disse spørgsmål (blandt andet!) i sin nyligt udgivne roman; ”Det samme og noget helt andet”. Romanen er seneste skud på stammen i den storproduktion af tekster, forfatteren har sat i verden siden sin debut med digtsamlingen ”Dagene skifter hænder” i 1994.

 

Guldager skriver i sin nye bog eksplicit selvbiografisk og samtidig under genrebetegnelsen ”roman”. Dermed kan hun skrive i det erindringsspor, der er tilgængeligt for hende, uden at hævde, at det skulle være den fulde og hele beretning. Roman-formen giver stoffet frit til hende.

 

I bogen følger vi hovedpersonen i to, tidsforskudte spor, det ene begyndende med togulykken i Sorø i 1988, hvor faren omkommer, kun få dage efter at bedsteveninden er blevet skudt og dræbt i Nicaragua. Det andet spor løber fra 2019 og beskriver forfatterjegets arbejde med romanen i en virkelighed langt senere.

 

Farens død i togulykken udløser skred og magtkampe blandt de efterladte. Familiefundamentet vakler, og Katrine bliver tydeligt og sorgfuldt opmærksom på, hvor tæt relationen til faren var. Ubalancerne bliver ikke mindre, da Katrine debuterer som forfatter. Den nærmeste familie frastøder den unge Katrine mere og mere i takt med, at hendes succes som forfatter bliver en realitet:

 

”Min søster besøger min faster, som om jeg ikke eksisterer, min søster bliver gode venner med min kusine som om jeg ikke eksisterer, og min mor gør ingenting, jeg føler mig som en druknet, og havoverfladen er allerede blevet stille.” Som om offentlighedens opmærksomhed på Katrine skal opvejes af en lige så signifikant ignorance inden for familien: ”..i en god familie havde min succes ikke været et problem, tænker jeg, i en god familie var jeg ikke begyndt at føle, at succes var noget, jeg skulle skjule”. Og familien nøjes ikke med at afvise Katrine – de afviser også at de afviser hende i en art dobbelt undertrykkelse. Katrine skyr heldigvis identitetsknægtelser som en kat skyr vand.

 

I et klart, knejsende og meget personligt sprog retter Guldager ryggen og undersøger nøgternt og følsomt portrætterende sine turbulente formative år. Romanen er sat op i små, stramme afsnit, som forlener den ellers murstenslignende bog med en let friskhed, som tusinde skarpe blink.

 

At stoffet er selvbiografisk forhindrer ikke Guldager i at tale klogt og klart ind i almengyldige spørgsmål om identitetens tilblivelse og integritetens betydning. En klog bog!

Lån bogen på biblioteket

 

 

 

 

Bedømmelse
Karakter