399
1996
978-87-02-06251-9
The Golden Compass
Philip Pullman er en renommeret engelsk børne- og ungdomsbogforfatter, og mange af hans værker er oversat til dansk. Pullman har en forkærlighed for det filosofiske og fantastiske, og i “Det gyldne kompas” går hans forfatterskab op i en højere enhed. Ganske som Harry Potter-bøgerne er “Det gyldne kompas” ikke kun egnet til større børn, men kan med udbytte læses af voksne. Pullman er på flere måder en intellektuel pendant til J.K. Rowling, og i mine øjne mere interessant og litterært udfordrende. “Det gyldne kompas” foregår i et univers der minder meget om vores eget for et århundrede siden. Den vigtigste forskel er at menneskene i dette univers ledsages af en såkaldt daimon, en slags dyr der udtrykker personens sjælelige tilstand. Hos børn kan daimonen ændre form alt efter omstændighederne, mens den finder en fast form hos voksne. Pigen Lyra drager sammen med sin daimon Pantalaimon ud på en farefuld rejse fra Oxford til nord-Norge for at finde sin forsvundne ven og for at opklare hvilken betydning Støvet fra himmerummet har. Lyra møder bedrag, mord, bevæbnede isbjørne og flyvende hekse i en elementært spændende og velskrevet fortælling. Det er fantasy-science fiction når det er bedst. Dertil kommer at Lyra er en af de mest handlekraftige kvindelige heltinder i nyere litteratur.
Første del af trilogien His Dark Materials. Vinder af The Carnegie Medal og The Guardian Award.