0 kommentarer

Det bliver sagt (udvidet udgave) af Kristian Ditlev Jensen

af d. 2. januar 2014
Info
 
Sideantal

336

Udgivet

2013

ISBN

978-87-02-11368-6

 

Kristian Ditlev Jensen udgav denne bog i 2001 – nu (2013) er den kommet i en ny udgave med et efterskrift, hvor han fortæller om tiden siden første udgivelse og reflekterer over bogens betydning – for ham selv og for andre.

Han fortæller i bogen om det at være offer for en pædofil igennem 3 år. Men bogen stopper ikke, da overgrebene stopper – han fortæller videre om tiden efter at han – rystende nervøs – har fortalt sine forældre om overgrebene. Om den manglende hjælp, der var ingen der GJORDE noget, det var bare at glemme det og komme videre. Først 10 år senere får han hjælp af psykologer til at bearbejde det skete – som har været altoverskyggende i hans liv, og stadig skygger.

“Min far forsvarede sig ikke, fordi han var forsvarsløs. Det var han, fordi han var uoplyst og presset af sygdom, sin sociale situation og så videre. Alt det gjorde, at han ikke kunne løfte det ansvar, der i sidste ende var hans – ansvaret for at passe på sine børn. For mig er mekanismerne ret enkle. Og ikke som sådan noget at skamme sig over. Han har gjort det så godt, han kunne. Det han kunne, slog desværre bare ikke til.”

Kristian voksede op i en familie uden det store overskud, forældre der arbejdede meget, en psykisk syg mor og en meget autoritær opdragelse. Spis op, ti stille, gør som de voksne siger.

“..fordi mine forældre begge to – på hver deres måde – var komplet fraværende, opstod der et kolossalt vakuum inden i mig. Ingen bemærkede det, heller ikke jeg. Men jeg trængte så meget til selv den mest banale form for opmærksomhed. Den var der bare ganske enkelt ikke.”

Venskabet med Nikolaj åbner børnehavebarnet Kristians øjne for, at der er andre måder at leve på – hos Nikolaj bliver man spurgt om man kan lide maden, og man må gerne levne. Der er ingen faste regler, og han begynder at betvivle sin egen baggrund.

Som 9-årig får han lov til at tage med Nikolaj og hans familie på ferie i Sydfrankrig. Med på turen er også Gustav, den eneste af de voksne, der rigtigt gider tage sig af Kristian – trøster ham når han har hjemve, leger og snakker med ham.

Da Gustav efter ferien inviterer ham på besøg i København med ture i Tivoli, på restaurant og i biografen bliver han ellevild. Men det bliver starten på et 3 år langt mareridt. For han skal sove i Gustavs seng – og nætterne er skræmmende at komme igennem. Kristian er i vildrede – han er opdraget til at gøre hvad de voksne siger, og Gustav er voksen. Gustav er manipulerende, charmerende og kan vende på en tallerken.

Jeg læste en anden selvbiografisk bog om samme emne – Margaux Fragoso: “Kun hvis du har lyst” – det er det samme mønster, der går igen: en psykisk syg mor, en autoritær far, en lille pige – og en voksen, der gider lege med hende, er sjov og giver hende en masse positiv opmærksomhed, men som også misbruger hende seksuelt.

“Det bliver sagt” er en fantastisk velskrevet, reflekterende og meget ærlig bog, fuld af Kristians smerte på både krop og sjæl. Udover misbruget beskrives Kristians forhold til forældrene, anmeldelsen af misbruget, samtalerne med psykologerne, det, at han som voksen atter møder Gustav og hvordan han håndterer det. Således kommer bogen omkring både barnet, forældrene og den pædofile, han reflekterer meget over deres adfærd og hvad der ligger bag. Bogen blev skrevet med det håb, at den kan hjælpe andre misbrugte børn – det er jeg helt sikker på den kan. Det er en skræmmende og virkelig barsk fortælling – meget svær at ryste af sig – alligevel kan jeg kun give den mine anbefalinger.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter