0 kommentarer

Der vokser et træ i Brooklyn af Betty Smith

af d. 17. februar 2021
Info
 
Sideantal

476

Udgivet

2017

ISBN

978-87-03-07929-5

Originaltitel

A tree grows in Brooklyn
Oversat af Anders Juel Mochelsen

Udgave

1. bogklubudgave, 1. oplag

 

Bogen havde længe stået på min to-read-liste, og da jeg manglede nyt læsestof – biblioteket havde lukket, og jeg var hjemme i en uge – var det tid at tage den ned fra hylden. Jeg måtte overgive mig totalt! Det er intet mindre end en fantastisk bog, helt umulig at slippe igen. Man lever sig fuldstændigt ind i hovedpersonen, Francie Nolan, og hendes families liv. Man er med i tykt og tyndt, sult, sorg og glæder.

Francies forældre, Katie og Johnny, er meget unge og forelskede, da de gifter sig og får Francie og hurtigt efter hendes lillebror, Neeley. Vi er omkring år 1900. Gennem den begavede og eftertænksomme Francie oplever vi livet i familien – og i den fattige del af Brooklyn i tiden omkring første verdenskrig. Moren arbejder hårdt, faren er syngende tjener, der arbejder, når der er brug for ham, og i perioder har svært ved at holde sig fra flasken. Francie elsker sin far – og han hende. Børnene har tidligt medansvar for familiens forsørgelse. Hver en cent tæller.

Vi hører om deres store familie, bedsteforældrene, morens søstre, deres mænd og børn. Vi møder skønne moster Sissy, som har født mange børn – alle dødfødte. Hun elsker sin søsters børn og er et frisk pust i deres liv. Familien betyder rigtig meget for Nolan’erne.

Trods de hårde odds er de gode forældre, så gode som forholdene tillader det. Når sulten er værst, leger de en leg, og når der er en mønt til overs, bliver den lagt i sparedåsen i bunden af skaben. Moren opdrager børnene godt, hun lærer dem at være ordentlige og ansvarlige mennesker, at stå ved deres principper – og hun drømmer om, at de skal have den uddannelse, hun ikke selv fik. Hver dag læser de i Biblen og i Shakespeares værker! Katie er en stolt kvinde, hun har sine principper – tager f.eks. ikke imod almisser.

Der er plads til sang og sjov og en gang imellem er der penge til lidt ekstra. Gensidig omsorg og respekt er vigtig i familien, og selv om det ikke er noget man viser, er der stor kærlighed mellem forældre og børn.

Francie glæder sig til at komme i skole – men må snart sande, at der er hakke- og rangorden, mobning og uretfærdigheder. Der gøres forskel på eleverne, og selv om hun er meget begavet, er hun ikke et barn, lærerne får øje på. Men hun lærer at læse – og det gør en kæmpeforskel i hendes liv. Hun læser en bog om dagen, er startet fra en ende af på biblioteket. Da bogen slutter, skal Francie i en alder af 16 år til at starte på universitetet.

Bogen er skrevet i 1943 og er med rette blevet en klassiker. Den kan sagtens læses i 2021, og har du den til gode, får du hermed min bedste anbefaling. Det er en af den slags bøger, man håber, aldrig slutter.

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter