0 kommentarer

Farskibet af Glenn Bech

af d. 17. februar 2021
Info
 
Sideantal

551

Udgivet

2021

ISBN

978-87-02-30942-3

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Glenn Bech (født 1991) er for ganske nyligt nedkommet med sin første bog, en murstensroman på lige over 500 sider, der har fået titlen ”Farskibet”.

Bogen har høstet gode anmeldelser, bl.a. i Politiken, hvor bogen høster 5 ud af 6 hjerter og kaldes en stor roman.

Jeg er ikke helt sikker på, at denne anmelder og Politikens anmelder har læst den samme bog, for jeg sidder desværre tilbage med en temmelig flad fornemmelse efter, at have læst denne bog.

Romanen er autofiktiv, en slags erindringsroman.

Da Glenn Bech er 5 år og hans lillebror René er 3 år vælger deres far at tage sit eget liv.

Bogen handler om to efterladte drenge og deres mor, men er også en bog om hvordan to drenge vokser op og bliver til teenagere og unge mænd, derefter voksne i skyggen af deres fars selvmord.

I bogen beskrives faderens selvmord som en tragedie (hvilket det er), en tragedie, der fører flere tragedier med sig som årene går og en roman, der handler om svigt og om at skulle forholde sig til en familie, der er fordærvet af giftig maskulinitet.

Det er for så vidt et fint udgangspunkt for at skrive en bog, den gode historie er der og forfatteren har absolut noget på hjerte. En i øvrigt velbegavet forfatter, der skriver om børnenes udsathed og de spor faderens selvmord har sat sig i de nu to voksne sønner. Hvordan man er tvunget til at forholde sig til, at faderen satte sig selv før børnenes behov for at have en far hos sig.

Desværre er bogen sprogligt set ikke min kop the, måden bogen er skrevet på og opbygget på trækker historien så voldsomt ned i karakter så det var meget tæt på at ødelægge læseoplevelsen. Desværre, for fortællingen er i sig selv forbandet væsentlig.

Opsætningen og skrivemåden virkede desværre mere forvirrende og konfus end behjælpelig – og vi har at gøre med en hel bog skrevet med en opsætning og skrivemåde jeg har svært ved at se formålet med.

Et eksempel fra side 13:

”Alligevel-
og dét føler jeg – skrivende –
er det hér, jeg føler – erindrende – og her?
hér føles det nøgent, og det er nutid, og som ”sådan” er det sikkert også alt sammen meget meningsfuldt –
i hvert fald – tænker jeg – meningsfuld nok for nu.”

Ovenstående måde er den måde hele bogen er skrevet på. For mig virkede opsætningen og skrivemåden næsten forstyrrende for forståelsen og sammenhængskraften, nærmest som et irritationsmoment.

Kort sagt: godt tænkt, men knap så godt udført.

Hvorfor ikke bare skrive historien som den er uden forstyrrende elementer i sprog og opsætning?

Jeg forstår det ikke, desværre, men det kan være mig, der har misset noget da bogen har høstet gode anmeldelser andre steder.

Anmeldereksemplar.

 

lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter