Den store Asterix 7: Asterix på skattejagt – Asterix ta’r til Spanien af René Goscinny og Albert Uderzo

Med Asterix på skattejagt, hvor Asterix bortvises fra sin landsby og kun må vende hjem med en gryde fuld guld, tager Goscinny et emne op som privatpersonen Goscinny aldrig havde den store fidus til: penge. Et abstrakt begreb der kun i den specifikke situation er meningsfuld. Selvfølgelig er det pengene der bringer Asterix i unåde – han skal bevogte en svigagtig gæsts grydefuld guld, men selvom Asterix er på vagt hele natten, er gryden alligevel tom næste morgen. Utallige forsøg på at få fyldt grdyen bringer Asterix og Obelix ud i ludomani på væddeløbsbanen, giver dem en meget kortlivet karriere som forhandlere af vildsvin og de ender sågar som bankrøvere i en scene der kunne være inspireret af samme scene i “Den gode, den onde og den grusomme”.

Det er utrolig svært, for ikke at sige umuligt, at udpege den bedste Asterix. Skal det være, kan Asterix ta’r til Spanien fremhæves for den måde satiren over masseturismen lykkes. Og så er det naturligvis et album der, ligesom alle de foregående, kan læses af både barn som voksen, hvor hver læserskare vil få forskelligt udbytte af nøjagtig den samme historie. Franske filosoffer fremhæver seriens kerne som netop satiren over franskmanden selv i hans møde med fremmede nationaliteter og  hans forudindfattede klichéfyldte holdning til fremmede folkeslag. Her må man ikke glemme den ligeså store kunst det er at kunne underholde både børn og voksne med fortællinger, der fungerer på flere niveauer: det umiddelbare slagkraftige og morsomme, samt det satiriske lag der ligger ved siden af eller direkte ovenpå den åbenlyse handling.

Selv med historie nummer 13 og 14 er der intet tegn på at Goscinny på nogen måde har passeret sit kreative zenit.