Den sorte safir 3: Neibars Oase af Cecilie Eken

Aramiel har været nede af den Mørke Vej og fuldstændig uvidende om, hvad det var han så, og hvad det at betræde vejen kan føre med sig, vågner han omtumlet op på jorden ved siden af Sif, der sidder parat med et krus vand.

Efter hans gradvise opvågen og erkendelsen af de nye evner oplevelsen har givet ham finder Aramiel at rejsen med völarstammen er blevet meget lettere. Han kan nu nemt se, om der er tale om et dyr eller en person, der har skiftet ham. Og han er nu ikke så nem at løbe om hjørner med. I takt med at han føler sig mere tryk i omgivelserne finder han overskud til at finde sin indre historiefortæller frem, og völarerne, der ikke har tradition for fortælling lader sig villigt tryllebinde.

Jagten på Den Sorte Safir fører Aramiel og Sif ud af ørkenen:
“Jeg ved ikke, om Sif ligesom jeg følte en underlig sorg over at forlade ørkenen. Jeg spurgte hende aldrig. To dage senere ændrede landskabet sig til et stenet område med tordenbuske og knolde af stridt græs. Flere gange stødte vi også op kilder med vand, der smagte skønt og friskt i forhold til vandet fra brøndene i ørkenen. Jeg kunne næsten ikke få nok af det. Til sidst fandt vi endda en sti at følge. Faktisk var her så frugtbart, at navnet De Døde Bjerge ikke helt gav mening.”

Ved første glimt har Aramiel helt tilgivet Sif og gamle tiders nag er væk mellem de to, der forenet i jagten på Den Sorte Safir følges gennem ørkensand. Da chancen endelig byder sig dukker Aramiels indre dæmoner dog op og han vælger at skubbe Sif væk fra sig. Det var dog ikke så klogt, for nu må han fremadrettet konfronteres med alle farerne selv. Dumt gjort Aramiel!

Claus Rys Schierbechs sirlige pen har som ved de foregående bind været en stor berigelse til teksten og der er adskillige af billederne, som jeg kunne have lyst til at oploade sammen med citatet. Bl.a. et fantastisk close-up af en rasende røverkonge med yderst velplejede tænder.

Lån bogen på bibliotek.dk