Den sorte Bastian af Rune T. Kidde

‘Det nytter ikke at benægte,
at Rune & Flemming er skidte knægte.
De digter og tegner uden moral’

Digtet fra bogens bagside slår hovedet på sømmet, for historierne der digtes i denne ublu billedbog er fortalt med djævelens glimt i øjet. I andre af Kiddes billedbøger finder man sludderdigte uden mål og med, men her digtes der små, rå historier. Med død og vold, og vanvittige tegninger oveni hatten.
I ‘En meget sørgelig historie om videofilm’ hører vi om Jeanette, der skal være alene hjemme. Hendes forældre instruere hende i ikke at se de voldelige videofilm de har liggende. Det gør hun selvfølgelig alligevel, men skæbnen er hård, og hun mister livet under filmen. Da mor og far kommer hjem sætter de sig glade og spiser pølse og ser video, for de har glemt alt om Jeanette!
Det bliver da ikke mere provokerende bramfrit end dette. Det er forfriskende herligt. Historien om moderen, der ikke ville spise er også fremragende. Hun er til sidst så tynd at de bruger hende som tv-antenne.
Kidde vender konventionerne på hovedet og giver traditionel eventyrfortælling et tiltrængt nakkeskud. Sådan som kun netop han kan gøre det.
Det afsluttende digt sætter det hele i rette perspektiv:

‘Blev du klog af denne bog?
Eller blev du hidsig?
Satte vi dit blod i kog,
på grund af al den fis i
kasketterne, som vi tog på,
da vi sku’ være sjove?
Det skider vi da bare på,
for vi er nemlig grove!’

Lån bogen på bibliotek.dk