0 kommentarer

Den fremmede af Albert Camus

af d. 21. juni 2006
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Omslag
Sideantal

144

Udgivet

2003

ISBN

87-02-02115-3

Originaltitel

L'etranger

Udgave

8. udgave

 

“Den fremmede” er blevet en klassiker i moderne litteratur, og det kan jeg sådan set godt forstå, for bogen er ganske god.

Det er historien om Mersault, en ung franskmand, der bor i Algeriet, hvor han lever et helt almindeligt liv uden at tiltrække sig synderlig opmærksomhed. Vi møder ham en dag, hvor hans mor lige er død, og Mersault skal til hendes begravelse. Mersault virker helt upåvirket af, at moderen er død, og han er kølig gennem hele den nat, hvor han våger ved moderens kiste, mens moderens bekendte fra plejehjemmet sørger ved kisten.

Efter begravelsen tager Mersault tilbage til byen og sit hverdagsliv, stadig lige upåvirket. Han indleder et forhold til kvinden Marie og fortsætter sit hidtidige liv som havde moderen aldrig eksisteret. Man tænker som læser, at det da er utroligt, at Mersault kan være så kold og følelsesløs.

En dag er Mersault ved stranden med Marie og et par bekendte. Her skyder Mersault uden nogen som helst grund en mand han slet ikke kender. Dette gør han uden at angre og uden selv at vide hvorfor han har taget et andet menneskes liv.

Mersault kommer for retten, og under retssagen og i sin celle begynder Mersault at tænke lidt over sit liv og over verden. Den søvngængertilværelse og kølige tilgang til tilværelsen han hidtil har ført tages op til revision, og læseren følger hans tankegang om, hvordan hans liv har formet sig indtil nu.

“Den fremmede” er læseværdig fordi den får læseren til at tænke over sit eget liv. Bogen giver et glimrende indblik i et andet menneskes liv og tankegang, og sproget er både ordknapt og medrivende. Så, på trods af sit beskedne sideantal er det en intelligent, spændende og velskrevet bog, der får læseren til at tænke, og det er en bog, der efterlader sig spor hos læseren.

 

Lån bogen hos Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter