0 kommentarer

De smukke unge døde – Mitford-mordene 2 af Jessica Fellowes

af d. 16. oktober 2019
Info
 
Sideantal

352

Udgivet

2019

ISBN

9788740041354

Originaltitel

Bright young dead

Udgave

1

 

Musikken spiller.. Kjolerne glitrer.. En gæst er myrdet!

“De smukke unge døde – Mitford-mordene 2” er skrevet af engelske Jessica Fellowes. Serien omhandler de 6 Mitford-søstre og livet på det engelske gods Asthall Manor. Det er på godset, at man finder de rige leve det glamourøse liv; livlig musik, finurlige selskabslege og overklassens smukke unge mennesker.

En rig mand bliver myrdet under en festlig fødselsdag på Asthall Manor godset, og der bliver hurtigt peget på den fattige tjenestepige Dulcie som værende den skyldige. Fellowes har beskrevet skellet mellem rig og fattig tydeligt i dette scenarie, og det forstås, at ingen kommer Dulcie til undsætning. Alle holder sig tilbage, men Louise Cannon – der har været barnepige og anstandsdame for Mitford-søstrene i 5 år – finder sig ikke i dette, og hun giver sig i kast med at bevise Dulcies uskyld med hjælp fra den blide og søde Pamela Mitford. Opklaringen leder dem hen til blandt andet natklubber, der bugner af alkohol og narkotika, de møder røvere og tyve, og også politibetjent Guy kommer til at spille en rolle i fortællingen.

 

Det er en simpel selskabsleg, der ender ud i et uforklarligt mord midt i en overklasses fest. Beskrivelserne er levende, og Fellowes får læseren med ind i et virvar af forskellige personer, så det gælder om at holde tungen lige i munden og huske navnene, så man ikke mister fodfæstet.

Serien på i alt seks bøger er baseret på virkelige hændelser og har sit omdrejningspunkt i de 6 Mitford-søstres glamourøse liv på Asthall Manor. Første bog har fokus på den ældste søster Nancy Mitford, som er et vaskeægte aristokratisk dame, som aldrig bliver mæt af de festlige fornøjelser og selskabslivets lege. I denne anden bog i serien beskriver Fellowes de stigende spændinger og gnidninger, der opstod mellem aristokraterne og tjenestefolkene på store godser i 1920’ernes London, hvor fokus ligger på Nancys yngre søster Pamela. Der er fyret godt op for spænding, drama og humor, og tilsammen bliver det til en elegant krimi.

 

Første bog i Jessica Fellowes serie om Mitford-mordene er en international bestseller, og serien er allerede blevet solgt til tv-filmatisering. Den tredje bog i serien udkommer på dansk i 2020, og jeg ser frem til at læse en spændende og beskrivende krimi i glamourøse og elegante omgivelser men også vinklen fra underklassen. Er du fan af Downtown Abbey, så vil du med garanti elske serien om Mitford-mordene!

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter