Dæmoner af Ian Rankin

Uha, tidens tand er en ubarmhjertig gnaver. Ian Rankin skrev sin Rebus-krimi ”Dæmoner” tilbage i 1990, og her 26 år efter virker den unægtelig alderstegen, både hvad angår kompleksitet og tempo. Dagens bedste krimier har langt mere kød på intrigen og fut under kedlerne.

I et nedrivningstruet hus i Edinburgh findes en ung narkoman død med en lille pose heroin af god kvalitet i hånden. Han ligger i en stilling som den korsfæstede Jesus, og på væggen ved siden af er malet sataniske tegn.

Den altid tørstige, ofte ret hidsige og lejlighedsvis skarpsindige vicekriminalkommissær John Rebus sættes på sagen, der i starten ligner et hændeligt uheld snarere end et stykke regulært politiarbejde. Men så piller nogen ved gerningsstedet, fra højeste sted søges det at lægge en dæmper på Rebus, og en smuk, hærget ungmø aflægger ham en natlig visit på flugt fra ansigtsløse skygger.

Sporene peger i vidt forskellige retninger. Mod nogle flotte fotografier, som den unge narkoman tog. Mod Edinburghs sataniske miljø. Mod skruppelløse ejendomsudviklere. Mod arrangerede sportskampe. Mod andre politifolk. Men lige meget, hvor Rebus kigger hen, er konturerne uskarpe. Som om nogen konstant er et skridt foran ham og formår at spolere fokus.

I baggrunden spøger Rebus’ forliste forhold til to dejlige damer: Kollegaen Gill Templer. Og flasken med de smukke kurver og farlige konsekvenser. Lydsporet er jazz af den bedre slags.

En lidt anstrengt rød tråd i handlingen går på det lydelige sammenfald mellem ordene ’hide’ og ’Hyde’ (som i Jekyll & Hyde). Det har voldt den udmærkede oversætter Klavs Brøndum visse vanskeligheder; løsningen er svær at kritisere, så jeg vil nøjes med at påpege, at ’udkig’ normalt staves med g i enden, ej k.

I sin tid har ”Dæmoner” været en hæderlig pageturner. I dag er man bare glad for, at siderne slipper så hurtigt op.

Lån bogen på biblioteket