Blomstermanden af Lars Kjædegaard

Umiddelbart efter drab nummer 2 snupper Blomstermanden to ristede pølser på stationen i Hillerød, mens han venter på S-toget mod København. Kan det blive mere dansk?
Blomstermanden er blevet lejemorder ved et tilfælde. Først aflivede han ‘bare’ mænd, der fortjente at dø, men en skønne dag kontaktes han af rigmanden Hemmingsen, der er villig til at betale en grov hoben penge for at få ham til at eliminere en kvindelig dommer og en mandlig erhvervsadvokat. Som sagt, så gjort.

Lars Kjædegaard skriver en misundelsesværdigt prunkløs prosa blottet for oppustet drama og ydre effekter. Blomstermanden skyder sine ofre i ansigtet og går roligt sin vej. Herefter begynder det faste makkerpar, Thor Belling og Anita Hvid, lidenskabsløst at trevle sagen op, mens livet går videre i de små hjem. Næsten alle involverede er helt almindelige mennesker, der færdes i hverdagsagtige miljøer. De kunne være dine naboer. Og naboer har jo også hemmeligheder, ikke sandt?

“Blomstermanden” er en drønhyggelig krimi, der triller let og gnidningsløst derudaf. Som glasur på kagen pynter Kjædegaard op med en gedigen overraskelse, som virker helt logisk i sammenhængen, da den afsløres til sidst.

På plussiden skal det med, at chefen for en gangs skyld har konstruktive ideer til opklaringen og er en både menneskelig og sympatisk mand. Kjædegaard undgår elegant alle de klicheer, krimigenren ellers excellerer i. Tak for det.

Til gengæld er det et stort minus, at spændingskurven er så flad. Hjertesvage læsere kan roligt hoppe ombord. Desuden virker politifolkenes megen fritid og afslappede attituder lettere urealistisk, når man betænker, at de står med tre uopklarede drab begået af en seriemorder. På intet tidspunkt stresser de endsige overvejer, om morderen mon er færdig med sin serie.

Vi får nogle fine, men også lidt omstændelige portrætter af den kulturradikale Anita og underklassedrengen Thor, der elsker cafeteriamad og kun kan lide malerier med genkendelige motiver. De to er forskellige som nat og dag, men kan alligevel ikke undvære hinanden. Et originalt makkerpar.

Normalt bærer Anita over med Thors halsstarrige snobben nedad, men når han direkte håner hendes kulturelle værdier, bliver hun sgu mopset: “Der var tale om en vis tyndhudethed, som med sekunders varsel kunne forvandle den mest hyggeøjede kunstfabulant til en tænderskærende rasenpind, hvis man formastede sig til at smide lidt aggressivt grus i maskineriet for skægs skyld.”

Den formulering har Kjædegaard tænkt længe over. Lidt for længe, måske.

Lån bogen på bibliotek.dk