Blomstermanden af Lars Kjædegaard

Sjette bind i Lars Kjædegaards serie om politiefterforskerne Anita Hvid og Thor Belling, var lidt en skuffelse.

Blomstermanden er lejemorder og han står bag mordet på to mennesker han ikke kender, udført for en mand han ikke kender. Hvid og Belling bliver sat på sagen, men efterforskningen viser sig ikke rigtigt at føre nogen steder hen. De to myrdede, der er jurister, kendte ikke hinanden, og der er ikke rigtig noget der peger i nogen retning. Det er først da et tredje mord begås, at makkerparreet for alvor får spor at gå efter, hvilket leder dem til en klub for herrer fra det højere sociale lag.

Efterhånden som handlingen udfoldede sig, var jeg meget spændt på hvordan Hvid og Belling nogensinde skulle kunne opklare sagen. Der var intet, som i overhovedet intet, at gå efter. Ingen spor, og ingen indicier på noget som helst. Det her kunne gå hen at blive rigtig spændende, for hvordan skulle de dog nogensinde kunne finde ud af hvem der har myrdet hvem? Tilsyneladende har Kjædegaard heller ikke haft nogen plan for hvordan mordene skulle opklares, og den løsning han ender med at præsentere er mildest talt elendig (og så har jeg endda været meget flink).

I seriens fjerde bind, “Goyas hund”, skilte Kjædegaard de to efterforskere ad, hvilket bestemt ikke gjorde noget godt for bogen. Hvid og Belling har deres helt egen jargon, og deres helt egen måde at håndtere tingene på – og de danner par på en lidt pudsig og temmelig løs måde. Det er samspillet mellem Hvid og Belling der bærer Kjædegaards bøger i serien. I “Blomstermanden” er makkerparret sammen igen, men der er ikke helt den samme dynamik som der plejer at være imellem dem, og de brænder aldrig rigtigt igennem.

Forfatteren plejer at give drøje hug til det samfund vi alle sammen er en del af. Det hæver normalt hans bøger et trin op, fordi de ikke bare vil fortælle en spændende historie, men også har et budskab om et eller andet emne. Disse drøje hug glimrede fuldstændig ved deres fravær i “Blomstermanden”.

Så alt i alt, var “Blomstermanden” en skuffelse. En virkelig interessant handling, med en helt håbløs forløsning, en tam fortælling og et par hovedpersoner der ikke rigtig er sig selv. Det er set bedre i andre af seriens titler. Men jeg er ikke skræmt væk, og skal naturligvis også læse resten af serien. Kjædegaard har jo tidligere vist, at han er en virkelig dygtig fortæller. Men selv dygtige fortællere kan have en dårlig dag.

Lån bogen på Bibliotek.dk